Janni Nielsen. Foto: Helge Søgaard
Mad & Drikke

Ny stil på kendt værtshus

Janni Nielsen har store ambitioner med driften af Ny Platon Bodega i Støvring, der skal være et sted, hvor man hygger sig og har det rart

30. maj 2021 kl. 08:00

Vi kender den vist alle. Enten har vi været et smut forbi eller blot passeret stedet. Og det er ikke så mærkeligt, for Platon Bodega har ligget på Hobrovej i Støvring siden 1978.

Men i marts sidste år skete der noget.

Janni Nielsen, som havde arbejdet et par år forinden på det berømte værtshus, fik pludselig muligheden for at få foden under egen bardisk, da en ny ejer af stedet tilbød hende forpagtningen. Foruden en række fornyelser og forbedringer i indretningen af det hyggelige lokale til dét, som Janni Nielsen kalder en opdatering anno 2020.

- Jeg nåede lige at få 15 gode dage efter åbningen den første marts sidste år, inden verden gik af lave med nedlukninger og restriktioner. Men samlet set er året nu gået ganske fornuftigt med hjælp af hjælpepakker, der alligevel kun blev til én, da det nyoprettede CVR-nummer som forpagter af Planton Bodega blev anmeldt til Erhvervsstyrelsen to dage for sent i forhold til, at jeg kunne komme i betragtning til den første hjælpepakke, lyder det med et skævt smil fra Janni Nielsen i dag.

Janni Nielsen spiller selv dart. Foto: Helge Søgaard

Ny Platon Bodega

- Jeg har arbejdet på at forny det hæderkronede værtshus. Derfor hedder stedet nu helt bevidst Ny Platon Bodega, fordi det er vigtigt for mig, at min forretning opfattes som et hyggeligt sted, hvor man kan nyde en forfriskning sammen med gode venner.

- Nedlukningen sidste år blev også benyttet til at bygge en ny udendørs terrasse, som har været med til at både at skabe nye muligheder samt at ændre profilen fra et såkaldt brunt værtshus til et sted, der både rummer og kan meget mere, uddyber Janni Nielsen, der lige fra starten af sin forpagtningsperiode indførte rygeforbud i lokalerne. I øvrigt et tiltag som gæster og kunder har taget rigtigt godt imod.

- Atmosfæren skal være hyggelig og for folk i alle aldre, og vi byder på levende musik hver tredje uge, hvor der spilles country, folk og populærmusik, som jeg selv har booket frem til december måned, forklarer Janni Nielsen. Et tiltag som hun gerne vil udvide, eksempelvis ved at elever på gymnasiets musiklinje kunne komme forbi og jamme foran et livepublikum hver torsdag eftermiddag, lyder det fra den initiativrige kvinde bag disken på Ny Platon Bodega.

- Vi byder også på dartspil for både begyndere og øvede foruden dartturneringer, forklarer Janni Nielsen, der selv er en habil dartspiller,- ligesom vi har traditioner med julefrokost i december og muligheden for håndmadder og en kold øl hver lørdag. Maden leveres udefra mod forudbestilling.

Den velkendte facade i Støvring. Foto: Helge Søgaard

Regler spænder ben

Regler og forordninger for en bodega som Platon kan godt spænde lidt ben ind imellem.

Eksempelvis er det ikke længere tilladt, at værten på stedet står bag en såkaldt spareforening eller varetager administrationen af at spille på duer. Begge initiativer, der har mangeårige traditioner i værtshusmiljøet.

- Regler om hvidvaskning har umuliggjort dette, selvom det jo er latterligt små beløb, der er tale om i denne sammenhæng, forklarer Janni Nielsen.

Men heldigvis har gæsterne så dannet deres egen støtteforening med udlodning til velgørende formål, således at nogle af traditionerne kan videreføres.

Ud over forpagtningen af Ny Platon Bodega har 53-årige Janni Nielsen også job på et bosted for børn og unge med baggrund i hendes uddannelse som socialpædagog. Det betyder, at hun har travlt med vagter begge steder.

- Men for mig var det bare drømmen at drive mit eget værtshus og at have kontakten med gæsterne, som fik mig til at slå til, da muligheden for forpagtningen pludseligt bød sig.

- Ny Platon Bodega er et veletableret sted, hvor der er plads til alle, som vil hygge sig eller blot gå lidt i byen i Støvring. Noget som jeg virkelig bruger megen energi på at leve op til, fastslår Janni Nielsen.

- Mit helt store håb for Støvring er, at der kunne komme lidt mere liv i denne del af byen, så det hele ikke koncentreres i Jernbanegade. Vi har faktisk rigtigt meget at byde på med forretninger, dagligvarehandel og altså et hyggeligt åndehul på Ny Platon Bodega enten inde i hyggelige lokaler eller ude på terrassen, når vejret frister.

- Så kig gerne forbi, opfordrer Janni Nielsen.

Annonceret indhold

Nyeste