Det er den tidligere tv-vært Morten Resen, som har indtalt de 20 små fortællinger om Himmerland, som indtil videre har haft over 50.000 lyttere.  Arkivfoto
Livet her

Lydfortællinger hitter hos de yngste turister

Foreløbig har over 50.000 lyttet til podcasts om himmerlandske turistattraktioner

11. august 2021 kl. 13:50

Siden sidste sommer har Destination Himmerland i samarbejde med virksomheden GoLittle afprøvet ny form for markedsføring af destinationen – nemlig podcasts.

I alt 20 korte lydfortællinger er det blevet til indtil nu, som hver især fortæller myter, sagn og virkelige historier fra spændende turistmål i området.

Podcastene, som er særligt målrettet børnefamilier, er alle indtalt af tidligere tv-vært Morten Resen, som også er stifter af GoLittle.

Ifølge Louise Agger Nexø fra GoLittle har der været stor interesse for at høre fortællingerne:

- Indtil videre har Himmerlands 20 fortællinger fået over 50.000 afspilninger i alt. Og der kommer løbende flere.

- Det ser virkelig ud som om, børnefamilierne har taget fortællingerne til sig – ikke mindst her i sommerferien, hvor de seks nye afsnit fra Himmerland nok har været med til at gøre de lange bilture og regnvejrsdage i sommerhuset lidt sjovere, vurderer hun.

Hos Destination Himmerland er der også stor tilfredshed med de foreløbige resultater af den utraditionelle markedsføring.

- De korte lydfortællinger er en super god måde at gøre et område eller en attraktion, som kan være alt fra en sten til f.eks. Limfjorden, interessant for både børn og voksne.

- Da vi indledte samarbejdet med GoLittle for godt et år siden, oplevede vi fra start af, at fortællingerne blev taget godt imod. De er endda også blevet brugt til undervisning i de mindre klasser i folkeskolen og i forbindelse med hjemmeundervisningen under corona-nedlukningen.

- Jo mere kendskab, der er til forskellige attraktioner i Himmerland, jo nemmere er det også at gøre dem interessante for potentielle turister at besøge, påpeger markedsføringsansvarlig i Destination Himmerland, Helene Christensen.

De tre mest populære podcasts er “De fantastiske danske vikingeborge”, “Den store gravhøj, hvor kongerne blev begravet” og “Mysteriet om den 7000 år gamle køkkenmødding”.

Helt præcist er der på nuværende tidspunkt lyttet 52.116 gange til de 20 fortællinger fra Himmerland.

Interesserede kan selv finde fortællingerne på Destination Himmerlands hjemmeside under fanebladet ”lydfortaellinger”.

Annonceret indhold

Nyeste