Jeg gør det svære lettere, siger Veronika Brandt. Foto: Helge Søgaard
Mennesker

”Det handler om at møde klienten, præcis dér hvor klienten er”

Veronika Brandt hjælper folk til at få det bedre med sig selv i sin praksis i kanten af Rold Skov

18. maj 2021 kl. 13:59

- Hvordan har du det? lyder det fra psykoterapeut Veronika Brandt.

”Jeg har det godt”, vil de fleste sikkert svare, men når spørgsmålet følges op af et yderligere: Ja men hvordan har du det, når du sådan mærker helt efter, så kan man måske godt mærke, at alt ikke bare er fuldstændigt perfekt.

- Jeg insisterer som terapeut på at være fuldstændig tilstede, når jeg sidder over for mine klienter. Det er ganske enkelt nødvendigt, at jeg, så at sige, har ryddet op i mit eget mentale rod først, inden jeg kan møde mine klienter og give dem plads til at være helt, som de er.

- Jeg må ikke ”larme” som terapeut, lyder det fra Veronika Brandt.

Det handler om at få folk mentalt og fysisk helt ned i stolen, så de kan mærke sig selv og er klar til at tage fat i det, der gør ondt på sjælen.

Terapi i praksis

Veronika Brandt har en omfattende uddannelse bag sig. Hun har læst idéhistorie, har en kandidatgrad i anvendt filosofi og er uddannet sensetikterapeut på Sensetikinstituttet under ledelse af professor Olav Storm Jensen fra Roskilde Universitet. Uddannelsen bygger reelt set på en slags mesterlære, fordi man ret hurtigt i uddannelsen, udover det teoretiske pensum, også begynder at lave terapi på hinanden, naturligvis under supervision og overvåget af underviserne på uddannelsen. De griber ind og vejleder direkte i de enkelte terapiforløb, således at det i høj grad bliver learning by doing. Altså terapi i praksis og ikke kun noget man har læst sig til.

Veronika Brandt blev færdiguddannet i 2017 og startede sin praksis hjemme hos sig selv i et lille hyggeligt hus i kanten af Rold Skov i 2020, hvorfra hun i øvrigt også udbyder grounding- og vejrtræknings øvelser enten hjemme i den hyggelige have eller ude i skoven.

- Det er meget vigtigt for terapien, at man som terapeut billedligt talt ikke sidder og larmer med sine egne forestillinger om, hvad der skal til. Naturligvis har man som terapeut en række greb og en systematik, man kan følge under forløbet, men hvis man ikke selv er i stand til at møde klienten, der hvor klienten er, så bliver det vanskeligt for alvor at gøre en forskel. For det handler mest af alt om at være tilstede både fagligt og personligt.

Ned i tempo

- Jeg kan bedst beskrive det som, at man skal ned i tempo, så man virkelig kan mærke sig selv. Lykkes det, kan man derfra komme ned i kroppen og videre derfra igen ned i det helt konkrete problem. Jeg bruger ordet KropsKlog, fordi når mennesker gennemgår denne proces, så er de enormt kloge og kender mange af svarene selv, forklare Veronika Brandt. Opgaven består i, at hjælpe dem derned, og at hjælpe dem med at undersøge, hvorfor de slipper deres jordforbindelse, således at de kan gå op i hovedet efter følelsesmæssige svar. Min opgave er ikke at presse noget igennem, at besnakke dem eller komme med en masse teorier, men i stedet at sørge for at mennesket både overfor mig, men også over for sig selv, tør være tilstede, forklarer Veronika Brandt, der også gerne bruger et andet billede fra keramikkens verden.

- Man kan nemlig kæmpe med at forme det bløde ler på drejeskiven ved at presse eller klemme, men hvis man slapper af, vil man opleve at lerskålens former skabes umærkeligt gennem fingre og hænder, der holder om det våde ler. Dér hjælper jeg klienten hen.

- Min fornemste opgave som terapeut er at hjælpe klienten med at komme ud af forvirringerne. Hjælpe vedkommende med at fjerne alle antagelserne, de falske forestillinger, så klienten helt reelt kan mærke, hvordan vedkommende har det, og ikke basere dette på hvordan man tror, man har det. Men hvordan man helt inderst inde har det. Her mærker man sorgen, presset, skuffelsen eller ensomheden, og her findes årsagen til eksempelvis skyldfølelse eller præstationsangst, selvom ens overflade eller facade siger noget andet.

Det udfordrende liv

- Livet byder på udfordringer. Udfordringer er én ting, men er man også uven med sig selv, kan udfordringerne blive uoverkommelige. Så det gælder om at hjælpe klienterne med at finde ud af, om de er uvenner med sig selv, i det de tumler med. Uvenskabet kan vise sig i sætninger som ”jeg burde da også…”, ”nu skal jeg tage mig sammen…”, eller ”det er da også for dårligt, at jeg…”, lyder det fra Veronika Brandt.

- Forestillingen om det perfekte liv gemmer i realiteten på ufatteligt mange og urimelige krav, siger Veronika Brandt. Vi er rigtigt gode til at stille en masse krav op til os selv, men det er jo langt fra sikkert, at man har ressourcerne eller reelt set ønsker at matche alle disse krav. Pointen er, at man tør stille sig selv spørgsmålet ”hvad vil jeg?”. Hvorfor stiller jeg alle disse krav til mig selv, og hvad er min bevæggrund hertil.

Veronika Brandt ser mange forskellige klienter i sin praksis. Dem der kommer fra psykiatrien, hvor de oftest har et langt forløb bag sig, uden at der er skabt en reel bedring i situationen. Mange giver udtryk for, at der mangler ægte menneskelig og helt-nede-på-jorden nærvær. Den mangel er fatal efter Veronika Brandts opfattelse, fordi det i bedste fald medfører nyttesløs terapi og i værste fald skadelig terapi.

En anden gruppe er dem, hvor livet spænder ben i form af skilsmisser, fyring fra jobbet, eller som har mistet en af sine kære. Situationer som de fleste kan nikke genkendende til i et livsforløb, der sjældent er helt uden disse udfordringer. Men det kan også være folk med stress, søvnbesvær eller alle dem, der kan mærke, at de har en knude i maven.

- Og så er der dem, der betragter deres eget sind og velvære, som noget der skal vedligeholdes ganske som et regelmæssigt servicetjek på sjælen, smiler Veronika Brandt, der i ethvert terapiforløb lægger vægt på, at ingen går ud af døren hos hende på et tidspunkt i terapien, hvor de ikke er landet igen. Ingen må gå ud af døren, hvis de hænger i en tynd tråd, fordi vi har arbejdet med noget svært og krævende. Mit ansvar er, at de lander så godt som muligt, slutter Veronika Brandt.

Annonceret indhold

Nyeste