En donation fra Melsen Fonden gør det muligt at realisere drømmen om at iværksætte nye sociale arrangementer i Støvring Badmintonklub.
Mennesker

Donation muliggør populære events i Støvring Badminton

16. februar 2024 kl. 06:00

Støvring Badminton er Nordjyllands sjette største badmintonklub med cirka 270 medlemmer, hvoraf 128 er ungdomsspillere.

Klubben har i de seneste år oplevet en betydelig vækst inden for ungdomsspillersegmentet og blev i 2022 udnævnt til "Årets Vækstklub".

Med et fokuseret mål om at styrke fællesskabet, drømmer klubben om at iværksætte nye sociale arrangementer for at tiltrække flere lokale beboere til hallen, både medlemmer og ikke-medlemmer.

Takket være en donation på 27.540 kroner fra den velgørende fond, Melsen Fonden, bliver denne drøm nu til virkelighed.

Klubben planlægger at holde "Åben Hal" den første fredag i hver måned for resten af sæsonen, der varer indtil den 30. april, og håber på at kunne videreføre arrangementet i den kommende sæson.Desuden planlægger de at arrangere en træningslejr for omkring 40 ungdomsspillere ved starten af næste sæson.

Annonceret indhold

Nyeste