Frank Odsbjerg Pedersen, der i en 3-årig periode var en del af Sirius-patruljen. fortalte på inspirerende vis.
Mennesker

Ekstrem kulde, aggressive isbjørne, store mængder chokolade og slædehunden Odin

27. januar 2024 kl. 06:01

DcH’s klubhus i Støvring var godt fyldt, da klubbens medlemmer for nyligt var inviteret til et spændende foredrag om Sirius-patruljen. 

Et foredrag, der kom vidt omkring, men som meget passende også handlede om hunde, da DcH jo er en hundeklub.

- Vi fryser, når termometeret viser minus 2 grader, og er bekymret, når vi kommer ned på minus 19. På Grønland ville det have været ren luksus og på de kanter nærmest lunt. Her er minus 40 helt almindeligt, lød det blandt andet fra foredragsholder Frank Odsbjerg Pedersen, der i en 3-årig periode var en del af Sirius-patruljen.

En hverdag med cirka 100 hunde, seks hundeslæder og rigtig mange hundesko og seler, der hver dag skulle sættes på hundene.

Samarbejdet med hundene fyldte en del.

Isbjørne og store mængder chokolade

Det var også en hverdag, hvor nærgående og til tider aggressive isbjørne ofte var et stort problem, og hvor frost på indersiden af soveposen var helt almindeligt – og hvor man var nødt til at indtage store mængder chokolade – simpelthen fordi man forbrændte så mange kalorier på de daglige ture og i den barske og uforudsigelige hverdag.

Franks begejstring ved at have været en del af Sirius-patruljen lyste ud af ham, og de mange fremmødte fik følelsen af selv at have være til stede, når han viste billeder og delte historier.

Odin var hundeflokkens leder - og Franks yndlingshund. Desværre er Odin død i dag.

Yndlingshunden Odin

Som hundeklub var det ekstra interessant at høre om hverdagen med hundene, om træningen, foder, skader, adfærd, udstyr, hvalpe plus meget mere. Der er ingen tvivl om, at glæden og kærligheden til hundene er stor.

Det skinnede tydeligt igennem - specielt når Frank fortalte om hunden Odin. Han havde helt klart været yndlingshunden, som desværre nu er død.

Odin blev nævnt mange gange i foredraget, for han havde på alle måder været en helt fantastisk hund, som havde været en tydelig og perfekt leder for flokken.

I pausen var der mulighed for at se noget af det udstyr, som de har med på slæden.

En fantastisk aften med masser af indtryk, som pludselig også gjorde den danske vinter anno 2024 noget mere skånsom.

Annonceret indhold

Nyeste