Mennesker

Erling Junker går af fra seniorbio i Skørping

Initiativtager og mangeårig leder stopper efter 15 år

24. september 2018 kl. 07:00

SKØRPING: Initiativtageren til Seniorbiografen i Skørping og dens mangeårige leder, Erling Junker Holst, meddelte ved sæsonstarten forleden, at han nu stopper.

- Jeg er nu 77 år og har løbende afviklet mine øvrige meriter i byens forskellige foreninger og havde egentlig også planlagt at slutte for et par år siden i seniorbio, fortæller Erling Junker.

- Men det er jo ingen hemmelighed, at Seniorbiografen altid har været mit hjertebarn, og at samarbejdet med den daglige leder og de mange frivillige har været fantastisk. Men nu er det altså slut.

Fra Kinorevuen modtog Erling Junker en stor tak sammen med blomster.

- Siden seniorbio startede for 15 år siden, har der været over 200 forestillinger med over 20.000 besøgende. Ingen har styr på antallet af serverede rundstykker og kopper kaffe, men fælles for alle forestillingerne har været den hyggelige atmosfære og den livlige snakken i cafeen over kaffebordet. Vi vil nu efter bedste evne videreføre Erlings arbejde, og allerede på nuværende tidspunkt er programmet klar for hele efteråret. Så selv om Erling vil blive savnet, er det "business as usual", siger Kinorevuens daglige leder, Flemming Jensen.

Som Erlings afløsere træder Hans Rønnau og Niels Bruun Madsen til og vil sammen med Flemming Jensen og de frivillige føre konceptet videre i uændret form.

Første seniorfilm i efteråret var den italienske klassiker "Mine aftener i Paradiso".

Annonceret indhold

Nyeste