Nogle af de mange frivillige hos Stop Spild Lokalt Vesthimmerland.
Mennesker

Hjertevarm og vigtig: Frivillige uddeler mad fra lokale butikker

20. december 2023 kl. 19:01
Opdateret 21. december 2023 kl. 13:33

Lillejuleaften, lørdag den 23. december, byder Aars MadOase sent aften velkommen indenfor til kommunens økonomisk trængte borgere.

Her vil frivillige, medlemmer af Vesthimmerlands byråd og bestyrelsen i Stop Spild Lokalt Vesthimmerland stå klar klokken 22.00 lørdag aften med en juleuddeling af overskudsvarer fra 15 af omegnens dagligvarebutikker.

De 16 butikker er: Dagrofa i Randers og Viborg, Dagli' Brugsen i Ranum og Overlade, Min Købmand i Møldrup, Netto i Farsø, Hobro, Løgstør og Støvring, Rema1000 i Aars, Aalestrup og Farsø, SPAR Nørager og SuperBrugsen i Aalestrup og Hobro samt Kvickly Aars. 

Grøntsager er blandt nogle af de varer, som man ofte kan få hos Aars MadOase.

Juleuddelingen kommer til at foregå sent lørdag aften, hvilket skyldes, at de frivillige først skal hente overskudsvarer efter butikkernes lukketid, inden der lukkes ned for helligdagene.

- På denne måde sikrer vi os, at butikkerne ikke står med varer, som de er nødt til at smide ud, fordi de ikke kan holde sig i de mange lukkedage. Vi redder overskudsmaden, fortæller Signe Allimadi fra Stop Spild Lokalt Vesthimmerland.

- Samtidig bidrager vi til, at julen ikke fyldes med for store bekymringer hos de mange mennesker, som desværre kæmper en daglig kamp for at få økonomien til at hænge sammen.

- Julen skal være rar for alle, og det er slet ikke til at bære, når børn bekymrer sig og lader som om de ikke har nogen særlige ønsker til jul, fordi de forsøger at beskytte deres forældre, siger Signe Allimadi.

Siden åbningen midt i oktober har Aars MadOase udleveret mere end 1.000 poser til trængte familier.

Aars MadOase holder til ved Aars Rutebilstation på Himmerlandsgade 113, og blev åbnet 14. oktober i år som en del af kommunens klimauger.

Siden da har familier hentet poser fyldt med grønsager, mejeriprodukter, frugt og kød mere end 1.000 gange.

MadOasen har åbent to gange om ugen og har i gennemsnit 60 husstande, der kommer og henter mad.

Annonceret indhold

Nyeste