Dorte Mølgaard starter ved nytår som leder af Kig Ind.
Mennesker

Kig Ind får ny leder

03. december 2023 kl. 13:00
Opdateret 08. december 2023 kl. 10:35

Dorte Mølgaard tiltræder ved årsskiftet som daglig leder for Kultur- og Medborgerhuset Kig Ind i Nørager.

Hun har i mange år interesseret sig for Nøragers udvikling og har også været frivillig leder af bl.a. Folkedans i Kig Ind i adskillige år.

Det er derfor et kendt ansigt, der tiltræder stillingen som leder i Kig Ind.

- Vi er sikre på, at Dorte kan udfylde rollen som værtinde for de mange frivillige og brugere i vort dejlige Kultur- og Medborgerhus her i Nørager, siger bestyrelsesformand Poul Larsen.

Dorte Mølgaard ser frem til det nye samarbejde med bestyrelsen i Kig Ind.

- Kig Ind er et vigtigt samlingssted for Nørager og omegn, som allerede bliver flittigt brugt til mange forskellige gøremål, men jeg tror på, at der stadig er plads og potentiale for nye aktiviteter. Nu skal jeg i gang med at lære huset at kende og ikke mindst at få hilst på de mange daglige brugere, og så ser jeg i øvrigt frem til, i samarbejde med husets bestyrelse, at fortsætte den positive udvikling, som Kig Ind er i, siger Dorte Mølgaard.

Kig Inds bestyrelse har haft et glimrende samarbejde med Center Sundhed-Kultur og Fritid om genbesættelse af den ledige stilling.

Annonceret indhold

Nyeste