Mennesker

På bjergbestigning midt i København

Støvring-par er lørdag bl. a. de i alt 47 bjergbestigere, der giver sig i kast med CopenHill midt i København til fordel for syge børn

15. september 2020 kl. 14:46

Lørdag 19. september giver et hold, bestående af 47 deltagere, sig i kast med, individuelt eller som team, at bestige højden på to af verdens højeste bjerge – lige midt i København.

Rammen om ”bjergbestigningen” er den 85 meter høje bygning CopenHill, og det overordnede formål med det hele er at samle penge ind til Børneulykkesfonden og Legeheltene, der skaber aktiv leg og bevægelse for indlagte børn i Danmark og giver dem et frirum fra sygdom.

Blandt de 47 bjergbestigere er Kira Clausen og Hans Kiesbye Holm fra Støvring.

I løbet af de 24 timer skal de bestige, hvad der svarer til højden på Kilimanjaro i Afrika, og som forberedelse til den strabadstur har parret gennemgået et både ambitiøst og målrettet træningsprogram.

- Vi løber normalt sammen med Støvring Løbe/Gå Klub, men har derudover været ude og træne i vores lokale ”bjerge” i Rebild Bakker samt på øen Tilos i Grækenland.

- Vi har også været en tur på CopenHill for lige at få fornemmelsen af hvilken udfordring, vi står overfor, og allerede efter seks ture op og ned af bakken var vi meget enige om, at 69 ture tilsammen kommer til at trække tænder ud, fortæller Støvring-parret.

Hans Kiesby Holm har tidligere deltaget i flere Climb for Charity-aktioner, og stod så sent som i marts for foden af Langtang-dalen i Nepal, da corona-pandemien ramte Danmark, og han sammen med sine bjergbestiger-kammerater blev kaldt hjem.

For Kira Clausen er det med at klatre til fordel for velgørenhed derimod en forholdsvis ny foreteelse.

- Jeg kendte ikke noget til Legeheltene eller Climb for Charity, før jeg mødte Hans, men jeg syntes straks, det var et super godt og meningsfuldt initiativ, fortæller hun.

Derfor krævede det heller ikke den store betænkningstid, før parret sammen havde meldt sig til lørdagens event.

- At gøre en forskel for andre har altid været en stor motivationskilde for mig, hvad enten det er som frivillig i en forening eller i velgørenhedens tegn.

- Samtidig er personlige udfordringer en stor drivkraft for mig.

- Jeg har aldrig før besteget et bjerg eller bevæget mig så mange højdemeter op, som vi skal på CopenHill – ikke engang med en skilift.

- For mig er det her derfor en udfordring, der når nye højder bogstaveligt talt - og det er derfor også godt at vide, at anstrengelserne meter for meter går til et godt formål, fremhæver Kira Clausen.

Deltagernes indsamling til Børneulykkesfonden og Legeheltene foregår bl.a. via en række indsamlingsevents og donationer fra virksomheder.

Derudover er det muligt for venner, familie og virksomheder at blive ”højdemetersponsor” ved at donere et beløb for hver højdemeter, som Kira og Hans bestiger på lørdag.

Annonceret indhold

Nyeste