Frida Dorthea Bertelsen i receptionen på Rold StorKro. Foto: Helge Søgaard
Mennesker

Receptionist til topkarakter

28-årige Frida Dorthea Bertelsen, Rold StorKro, har nu papir på, at hun er en bedre receptionist end gennemsnittet

31. juli 2021 kl. 09:00

Oprindeligt ville hun have været lærer, men en annonce efter en receptionist vakte hendes interesse, og det har 28-årige Frida Dorthea Bertelsen fra Hobro på ingen måde fortrudt.

- Her er jeg virkelig landet på min rette hylde, lyder det fra Frida Dorthea Bertelsen fra Rold StorKro, der netop har bestået den afsluttende eksamen som receptionist på Tech College i Aalborg.

- Jeg er lige blevet færdig med alle mine eksamener, og jeg scorede 12 i alle prøver og fremlæggelser, fortæller den både glade og stolte receptionist på Rold StorKro.

Oven i tre 12-taller, som er det højeste, man kan opnå på studiet, kom ikke færre end tre diplomer uddelt for henholdsvis flid under uddannelsesforløbet, højeste faglige karakter, og for at sætte kronen på værket, så blev hun også kåret som klassens bedste kammerat valgt af de andre studerende på receptionistuddannelsen.

Det kræver sit at score 12-taller i alle prøver og fag som receptionist, for uddannelsen afsluttes med en skriftlig eksamen omfattende en dansk og en engelsk case, en mundtlig eksamen med forberedelse samt fremlæggelse og forsvar af sin løsning over for et panel af undervisere og censorer, foruden at man trækker et fagligt spørgsmål, som skal besvares og uddybes.

Indehaver Bente Pedersen (tv) er stolt af Frida Dorthea Bertelsens resultater. Foto: Helge Søgaard

Glæde på Rold StorKro

Medindehaver Bente K. Pedersen fra Rold StorKro er utroligt stolt over Frida Dorthea Bertelsens flotte resultater.

- Frida er virkelig dygtig, og det betyder meget for os som et hotel, der lægger vægt på kvalitet og et meget højt serviceniveau over for vore gæster, at vi har været en del af uddannelsesforløbet. Det fortæller os, at det, vi gør, er rigtigt, understreger Bente K. Pedersen.

- Uddannelsen som receptionist er som at være på kommandobroen på et skib. Her på Rold Storkro er vi jo tæt på gæsterne, og alt det der skal til for at levere den samlede oplevelse, fortæller Frida Dorthea Bertelsen, der nyder kontakten og kommunikationen med gæsterne.

- Jeg har virkelig lært meget, fordi jeg har fået lov til at prøve rigtig mange opgaver i mit daglige arbejde her på Rold StorKro. Her er man tæt på både det administrative, men også koordinationen mellem møder, arrangementer og fester i samspil med vores hoteldrift, køkken og restaurant, fortæller Frida Dorthea Bertelsen.

Ingen dage er ens

Man skal være klar til at tackle enhver situation, så gæsterne får den allerbedste samlede oplevelse, og ingen dage er ens. Det er i virkeligheden det allerbedste ved dette job, supplerer den nyuddannede receptionist med et stort smil.

Uddannelsen som receptionist er to-årig og har budt på praktisk uddannelse på Rold StorKro foruden flere teoretiske forløb af 10 ugers varighed. Her lærer receptionisteleverne sprog, kommunikation, værtskab, branchejura, konferencelære og kulturforståelse foruden salg og markedsføring.

- Min uddannelsestid afsluttes ultimo august, og lige nu ser jeg frem til en både travl og spændende sommer, især fordi der igen er kommet rigtigt meget gang i aktiviteterne igen, siger den dygtige receptionist Frida Dorthea Bertelsen, der dog lige har fået en lille ekstraopgave her i sommer.

- De mange diplomer og guldmedaljen skal selvfølgelig rammes ind og hænges op på en hædersplads, nævner Frida Dorthea Bertelsen.

Annonceret indhold

Nyeste