Pia Møller Kristensen og hendes to drenge håber at få julehjælp. Foto: Blå Kors
Mennesker

Rekordmange søger om julehjælp fra Blå Kors

Lille Løgstør-familie er blandt de 743, der har søgt i Nordjylland

01. december 2020 kl. 12:59

743 børnefamilier i Nordjylland har i år søgt om julehjælp hos den sociale hjælpeorganisation Blå Kors.

Det fortæller historien om, at der også i 2020 er mange familier, der har en presset økonomi.

Tre af dem, der håber på at få julehjælp, er Pia Møller Kristensen og hendes to drenge fra Løgstør.

Pia Møller Kristensen er på førtidspension og bor alene med sine to sønner, og hun har i år søgt om julehjælp hos Blå Kors i håbet om at få gavekort, som kan gøre julemåneden lidt mindre bekymringsfuld.

- Jeg har fået gældssanering, som tager rigtig mange penge om måneden - og jeg kæmper med min PTSD. Så det vil virkelig hjælpe mig meget at få julehjælp, siger hun.

I alt har Blå Kors i år modtaget 7.402 ansøgninger om julehjælp, hvoraf de 743 ansøgere bor i Nordjylland.

Samlet set er det 229 flere ansøgninger end i 2019, hvor man oplevede det højeste antal ansøgere til dato.

Generalsekretær Christian Bjerre tror, at stigningen skyldes, at flere familier har en presset økonomi og at der er kommet mere fokus på muligheden for at søge om julehjælp.

- Vi havde det desværre på fornemmelsen, at mange igen i år vil være nødt til at søge om julehjælp.

- Nogen har stor gæld eller er ramt af sygdom, misbrug eller andre problemer, som påvirker hele familien. Og coronatiden har bestemt ikke gjort det nemmere, siger Christian Bjerre og understreger, at han samtidig glæder sig over, at så mange har støttet årets julehjælp.

- Der skal lyde en stor tak til alle de danskere, der har givet et bidrag - lige fra privatpersoner til virksomheder og fonde. Vi har oplevet en stor opbakning til julehjælpen, konstaterer Blå Kors-generalsekretæren.

Alle familier, som har søgt om julehjælp hos Blå Kors, får senest 9. december besked om, hvorvidt de får tildelt hjælp.

Hjemme i Løgstør håber Pia Møller Kristensen, at hendes familie bliver blandt de familier, som kan se frem til en økonomisk håndsrækning i julen.

For hende og hendes børn vil julehjælpen have stor betydning, fortæller hun:

- Jeg har jo mine to drenge, som gerne vil have lidt hygge i julen. Det kan julehjælpen være med til at give.

- Gavekortene vil betyde, at vi kan købe julegaver og andre ting, vi mangler.

Blå Kors’ julehjælp består af et gavekort til Lidl på 400 kroner og et gavekort på 200 kroner til Blå Kors’ genbrugsbutikker.

Annonceret indhold

Nyeste