Yderligere to ansatte og en beboer corona-smittet på plejehjem
Alle andre med tilknytning til boenhed B på Skovgården i Hadsund testet negative
HADSUND: Én beboer samt yderligere to ansatte er smittet med coronavirus på Demenscenter Skovgården i Hadsund.
Det afslørede en test blandt beboere og personale sidste uge.
Testen blev foretaget I forlængelse af, at fire ansatte i en afgrænset boenhed på Demenscenter Skovgården blev testet positive for Covid-19.
Herefter blev det besluttet at teste samtlige medarbejdere og beboere i samme boenhed, som smitten er afgrænset til.
Det resulterede altså, at seks ansatte i boenheden nu er sendt hjem i karantæne med Covid-19.
Sat i karantæne
Den ramte beboer er sat i karantæne i sin lejlighed på Skovgården, og de nærmeste pårørende er selvsagt orienteret.
Smitten er afgrænset til boenhed B på Skovgården.
Den indtages af otte beboere, som alle er blevet tilbudt test.
Til boenheden er tilknyttet 28 ansatte, hvoraf de øvrige 22 er testet negative.
- Medarbejderne, der nu er konstateret positive, er allerede sendt hjem i karantæne, ligesom de øvrige kolleger tilknyttet boenheden.
Systematisk til værks
- Vi indsætter nyt personale og går systematisk til værks med særligt fokus på at forebygge smittespredning, siger sundheds- og ældrechef Michael Tidemand.
Personalet på Skovgården har løbende været opmærksomme på både beboernes og deres eget helbred.
De har i den forbindelse fået besked på, at de straks skal reagere ved den mindste mistanke om Covid-19.
Derfor er der løbende blevet foretaget test på plejecentret med udgangspunkt i sundhedsstyrelsens anbefalinger.