Louise Nørgaard foran klinikken, som hun åbnede i foråret 2020 - få uger inden statsminister Mette Frederiksen holdt sit historiske pressemøde og lukkede hele landet ned. Privatfoto
Mennesker

Corona endte med at blive et plus for kosmetolog

Trods to lange nedlukninger er det, siden coronaen ramte, kun gået fremad hos Louise Nørgaard, som i foråret 2002 åbnede dørene til et helt nyt skønhedsunivers i Jyllandsgade i Skørping

05. juli 2021 kl. 13:58

Timingen kunne ærligt talt godt have været bedre.

Efter flere år med klinik og webshop på hjemmeadressen havde kosmetolog Louise Nørgaard netop taget springet og lejet kliniklokaler i Jyllandsgade i Skørping, sat dem lækkert i stand og ansat sin første medarbejder.

Få uger senere holdt Mette Frederiksen sit historiske pressemøde. Landet lukkede ned, og samme gjorde klinikken i Skørping, og så var det ellers med at have is i maven og satse stort på webshoppen.

- Det var lidt en mavepuster at skulle lukke ned i flere måneder lige efter åbningen af klinikken, men heldigvis har jeg drevet webshop med både plejeprodukter og helsekost i flere år sideløbende med behandlingerne, og den viste sig at være en lille guldgrube under nedlukningen.

- Ordrerne væltede simpelthen ind. Folk kunne jo hverken gå ud at shoppe eller spise, og så valgte de åbenbart i stedet at give den gas med nethandel. Så krisestemningen hos os varede kun få dage, og jeg har kun oplevet fremgang i min virksomhed siden da, fortæller Louise Nørgaard.

Efterfølgende har Louise Nørgaard ansat yderligere to nye medarbejdere - senest en kosmetolog på fuldtid, som skal frigøre mere tid til Louise, så hun bl. a. kan opprioritere arbejdet med sit eget brand Organic Konjac; en serie med naturlige rensesvampe og masker.

- Jeg startede min egen serie med produkter for nogle år siden, og den er i virkelig fin vækst.

- Jeg sælger både direkte til kunder og til andre klinikker, og jeg har efterhånden rigtig mange klinikker på forhandlerlisten. Så jeg vil gerne bruge en god del af min tid på at udvikle den del af forretningen. Og så vil jeg også gerne være mere tilgængelig for de kunder, der har brug for råd og vejledning – både i butikken, men også online, hvor rigtig mange skriver til mig for at få gode råd til deres hud og produktvalg, forklarer Louise Nørgaard.

Det er dog ikke kun kunderne online, der har sørget for fremgang hos Louise Nørgaard.

De lokale i Skørping og omegn har også taget supergodt imod den nye klinik og booker behandlinger og går til pilates i træningslokalet, som der også er blevet plads til.

- I øvrigt er det mit generelle indtryk, at folk i Skørping og her rundt omkring er glade for, at der er kommet et sted, hvor man kan gå ind i butikken og købe cremer, vitaminer og andre sager fra nogle virkelig gode brands.

- Sådan en butik har vi lidt manglet her i byen, så jeg er bare superglad for, at folk i byen bakker op, erklærer Louise Nørgaard.

Annonceret indhold

Nyeste