Ejer af Støvring Cykler/smartcykler.dk, Simon Lassen, holder tale ved rejsegildet, flankeret af bl. a. borgmester Leon Sebbelin.  Privatfoto
Livet her

Cykel-domicil skyder planmæssigt i vejret ved motorvejen

Holder tidsplanen kan Støvring Cykler og den tilhørende webshop smartcykler.dk til efteråret rykke ind i 1270 kvm stort byggeri i Porsborgparken

05. juli 2021 kl. 10:11

”Gid huset består i lige så mange år, som glasset går i skår”.

Sådan lød det, da der forleden blev holdt rejsegilde i Støvring Cyklers nye domicil i Porsborgparken ved motorvejen.

Umiddelbart forinden var en flaske blevet smadret med stenkast ved arrangementet, som foruden ejer Simon Lassens familie samlede ansatte i cykelfirmaet, håndværkere, byggerådgivere og repræsentanter for Rebild Kommune, anført af borgmester Leon Sebbelin.

I det 1270 kvadratmeter store byggeri, hvor der ved rejsegildet blev serveret pølser, øl og vand, bliver der fra engang i efteråret indrettet showroom, lager og værksted for Støvring Cykler og den tilhørende webshop smartcykler.dk Privatfoto

Midtpunktet for festivitasen var et 1270 kvadratmeter stort byggeri, som fra engang i efteråret skal fungere som showroom, lager og værksted for den støt voksende cykelforretning i Støvring og den tilhørende webshop smartcykler.dk

Ikke mindst salget af cykler på nettet har over de seneste år været i kraftig vækst. En vækst, der pladsmæssigt har udfordret Støvring Cyklers nuværende rammer på Hobrovej i Støvring.

Selve butikken i Støvring berøres ikke nævneværdigt af udflytningen, men med afsæt i det nye domicil ved motorvejen får smartcykler.dk i fremtiden langt bedre forudsætninger for at udvikle nethandel-delen, og det var derfor også en glad og forventningsfuld Simon Lassen, der ved rejsegildet takkede alle involverede i byggeprojektet.

- Jeg vil bl. a. gerne benytte lejligheden til at takke min nære familie, som dagligt hører om projektet, til de ansatte i butikken, som hver dag kæmper bravt for at sende masser af glade kunder ud på en cykel, til entreprenøren TL-Byg, som har fået tingene til at ske trods massive leveringsudfordringer, til de løsningsorienterede folk i Rebild Kommune, som har været en kæmpehjælp for smartcykler.dk i hele processen, og til Nykredit, som fra starten har været med på ideen og troet på projektet, lød det bl. a. fra Simon Lassen.

Det nye smartcykler-kompleks i Porsborgparken skal efter planen stå klar 1. november, og den tidsplan ser indtil videre ud til at holde.

Sådan kommer nybyggeriet til sin tid til at tage sig ud - set fra motorvejen. Visualisering: Martin Lassen
Annonceret indhold

Nyeste