Socialistisk Folkeparti melder klar til kamp - de vil ind i varmen.
Det sker

- Det er børnene, der betaler prisen

Det er forkert at prioritere Ny Nibevej over velfærden, mener Morten Kamstrup

01. november 2021 kl. 19:53

REBILD: Spidskandidaten for Socialistisk Folkeparti i Rebild Kommune brænder for at få indflydelse i kommunen.

- Jeg stiller op for SF med et ønske om at løfte den borgernære velfærd. Det har været nedprioriteret i mindst én byrådsperiode. Det er vi nødt til at gøre noget ved, siger 44-årige Morten Kamstrup, der tidligere var lærer på Skørping Skole, men nu er formand for Himmerlands Lærerkreds.

Efter fire år, hvor SF har måttet kigge på udefra, er de klar til at komme ind i varmen.

Børnenes tur

Mærkesagen, der fylder mest, er børnene.

Ifølge Morten Kamstrup går der for lidt penge til børne- og ungeområdet, og det har konsekvenser.

- Folkeskolerne i Rebild Kommune er de de tredje billigste i landet. Det kan være rimeligt. Vi mener, at vi kan se effekten af det nu, hvor vi visiterer flere børn til specialundervisningen, end vi nogensinde har gjort.

Han mener, at det i første gang handler om, at indsatsen med de mindste børn ikke er god nok, og den forbedring kan kun gå for langsom.

- Vi har skarpt fokus på minimumsnomineringerne. Vi mener ikke, at det skal vente til 2024. Det er noget, vi lige så godt kunne have gjort ved det her budget eller i hvert fald ved det næste.

Morten Kamstrup fra Skørping er gift og har fire børn.

Men det skyldes også, at de enkelte folkeskoler ikke har god nok mulighed for at hjælpe de børn, der har brug for det, fortæller Morten Kamstrup.

- Vi har en model for specialundervisningen, hvor vi decentraliserer midlerne, så skolerne selv skal betale, hvis børnene skal have ekstra hjælp. Det betyder, at det ofte bliver det økonomiske, og ikke barnet, der kommer i første række.

- Det er børnene, der betaler prisen, og det, synes vi, er et stort problem. Det handler både om, at vi skal afsætte flere penge til området, men også at vi skal gøre tingene på en anden måde, konstaterer han.

Opstillede kandidater for Socialistisk Folkeparti i Rebild Kommune

Morten Kamstrup, Skørping, 44 år

Charlotte Speich, Rebild, 46 år

Nicolai Abildgaard, Skørping, 50 år

Brian Guldhammer, Terndrup, 58 år

Lisbeth Nørgaard, St. Brøndum, 78 år

Når det kommer til at afsætte flere penge af til området, er det en hård nød at knække. Men det handler om prioriteringerne, mener Morten Kamstrup.

- Vi synes, det er tåbeligt, at bruge 100 millioner kroner på en Ny Nibevej. Det er nogle penge, som vi kunne have brugt på at bygge børnehaver, trafiksikre vores skoleveje og så videre. Det er en forkert prioritering.

Nye byggerier til børn

Til budgetforhandlingerne blev byrådet enige om at afsætte godt 91 millioner af til en ny skole i Støvring. Det er Morten Kamstrup begejstret for - og klassernes størrelse er vigtig for ham.

- Vi mener, at det er vigtigt at få bygget en ny skole i Støvring, som højst skal have 24 elever i hver klasse. Der har været voldsom debat, om der skulle bygges en ny udskoling eller en ny skole for 0.-9. klasse. Vi har hele tiden holdt fokus på en ny skole. Det er noget, vi er glade for og skal holde fast i.

Morten Kamstrup har blandet også fokus på klima og miljø samt ældrepleje.

Derudover er byrådet også blevet enige om to nye børneinstitutioner i henholdsvis Skørping og Støvring. Det er bestemt ikke for tidligt, mener han.

- Tilbage i valgkampen i 2017 kørte diskussionen også på, at vi snart skulle i gang. Der er gået en hel byrådsperiode uden handling. Det er for dårligt. Vi har været frustrerede, fordi vi har stået udenfor byrådet og ikke har haft mulighed for at præge debatten. Vi har meget fokus på, at det ikke bare bliver valgsnak endnu en gang.

Dog er SF ikke begejstrede for, at det er en privat leverandør, som står for både byggeriet og det udvendige vedligehold, hvilket skyldes, at byrådet skulle overholde kommunens anlægsramme.

- Det er vi kritiske overfor. Vi mener, det er noget, vi selv skulle have haft fat i. På den lange bane tror jeg helt sikkert, at vi selv kunne have gjort det billigere.

Se også
Tag kandidattesten her: Hvilken politiker er du mest enig med?
Annonceret indhold

Nyeste