Vibeke Lei Stoustrup stopper som direktør i Rebild Kommune for i stedet at kaste sig over et fuldtidsstudium på Erhvervsakademi Aarhus. Privatfoto
Mennesker

Endnu en ændring i ledelsen af Rebild: Direktør siger stop

Fremover håber hun at komme til at arbejde med naturområdet

06. august 2021 kl. 11:38
Opdateret 07. august 2021 kl. 09:21

Efter godt fem år som en del af topledelsen af Rebild Kommune har direktør Vibeke Lei Stoustrup valgt at søge nye udfordringer, skriver Rebild Kommune i en pressemeddelelse .

1. september kaster hun sig over et fuldtidsstudium ved Erhvervsakademi Aarhus.

Vibeke Lei Stoustrup har siden 1. maj 2016 været direktør i Rebild Kommune med særligt ansvar for områderne børn og unge, familie og handicap samt arbejdsmarked og borgerservice.

Hun understreger, at hun har været glad for sin tid i kommunen:

- Det har været fem rigtig gode år, hvor jeg har haft den store glæde at samarbejde med en lang række rigtig dygtige medarbejdere, ledere og politikere.

- Vi har sammen nået gode resultater, men nu skal der ske noget nyt, og jeg har lyst til at bruge den næste del af mit arbejdsliv på naturområdet, som optager mig meget, og hvor jeg håber, at jeg kan kombinere den nye uddannelse med de erfaringer, som jeg har med mig, siger Vibeke Lei Stoustrup i pressemeddelelsen.

Kommunaldirektør Christian Hesthaven ærgrer sig omvendt en lille smule:

- Jeg er selv lige startet i Rebild Kommune og havde set frem til samarbejdet med Vibeke.

- På den anden side har jeg også den største respekt for hendes beslutning og ønsker hende al mulig held og lykke, siger han.

Vibeke Lei Stoustrup har sidste dag i Rebild Kommune 27. august.

Hendes farvel er den seneste i en række ændringer i ledelsen af Rebild Kommune.

Læs mere her:

Se også
Rebild har valgt ny kommunaldirektør, som forleden fik kritik af Instrukskommissionen
Se også
Rebild Kommune skal have ny topchef
Se også
Hun får ansvar for ”hjertet” i Rebild Kommune
Annonceret indhold

Nyeste