Vivaboligs direktør Lotte Bang foran byggepladsen i Jernbanegade i Støvring. Foto: Martél Andersen
Livet her

Første spadestik midt i byggeri: Corona-restriktioner har forsinket seancen

Borgmester Leon Sebbelin måtte som nødløsning agere murersvend ved lille mørtelkast på indvendig væg

17. maj 2021 kl. 18:21

STØVRING: Efter den oprindelige plan skulle der have været foretaget et første officielt spadestik 15. april til Vivaboligs igangværende byggeprojekt i Jernbanegade i Støvring, men blev allerede en uge efter at invitationerne var udsendt aflyst og udsat på ubestemt tid grundet forsamlingsforbuddet.

Mandag eftermiddag tillod de aktuelle corona restriktioner, at seancen kunne gennemføres.

Så det var en stolt direktør for Vivbolig Lotte Bang, der kunne byde de mange fremmødte velkommen.

Placeret i fremtidig vinduesåbning i stueplan kunne Vivaboligs direktør Lotte Bang byde de mange fremmødte velkommen på byggepladsen i Støvring. Foto: Martél Andersen

Selve byggeriet er uanset den udsatte og dermed forsinkede officielle første spadestik dog fortsat som planlagt siden byggestarten i midten af marts måned, så det i dag med sine bærende indervægge er nået op i første sals højde og dermed kun mangler 2. sal samt selve den udvendige skalmuring af hele bygningen.

Direktør Lotte Bang foreslog derfor at borgmester Leon Sebbelin på vegne af Rebild Kommune skulle udføre et formelt mørtelkast på en indvendig væg for på den måde symbolsk at markere en alternativ første spadestik.

Inden det skete havde hun stor ros til både de involverede håndværkere for et indtil nu flot udført fagligt arbejde.

- I Vivabolig går vi nemlig meget op i at skabe de optimale rammer for vore beboere. De 12 lejligheder her i Jernbanegade bliver på mellem 77 og 96 kvadratmeter med en månedlig husleje på mellem 6400 og 7900 kroner om måneden og er med deres størrelse velegnet til både seniorer og børnefamilier, understregede hun.

Borgmester: lejemål ny trend

Borgmester Leon Sebbelin udtrykte i sin korte tale glæde over Vivaboligs byggeri af 12 almene boliger i hjerter af Støvring samt at den almene boligorganisation med base i Aalborg nu også har valgt Støvring som base for at etablere et mindre filialkontor i stueplan i det nye byggeri.

- De nye almene boliger skal nok blive attraktive, for en ny trend har nu bredt sig blandt seniorer inklusiv mig selv. Tidligere valgte mange som ældre at sælge et for stort hus og købe et mindre. Det er ikke længere tilfældet, hvor en ny bolig i stedet ofte bliver en almen bolig eller et privat lejemål af en bolig. Så med ønsket om en fortsat god arbejdslyst og med en sidebemærkning om en K 3 utæthed i byggeriet med nedsivende regndryp gennem etagekonstruktionen vil jeg nu udføre min i dagens anledning symbolske opgave med vægmørtelen, påpegede han efterfulgt af klapsalver fra de fremmødte.

Borgmester Leon Sebbelin urutineret i gang med en murerske og en lille klat mørtel til at udjævne samlingerne i de indvendige vægge. Foto: Martél Andersen

Spar Nord filial i nye rammer

De 12 almene boliger bliver placeret på første og anden sal og forventes klar til indflytning lige før jul.

Boligadvokat Mogens Olesen fra Støvring er medinvestor i det store byggeprojekt i bunden af Jernbanegade i Støvring. Foto: Martél Andersen

I stueplan får Vivaboligs planlagte filial naboskab med Spar Nord, der efter planen omkring 1. august flytter fra sin nuværende frasolgte mangeårige adresse på Bavnebakken 4 til Jernbanegade.

Formand for Spar Nords bankråd i Rebild området Helle Jørgensen i selskab med borgmester Leon Sebbelin. Foto: Martél Andersen

På vegne af Spar Nord kunne leder af StubHuset Helle Jørgensen som formand for Spar Nords bankråd i Rebild området fortælle, at de bankansatte i filialen i den grad glæder sig til at rykke ind i de nye rammer og meget mere tidssvarende rammer på godt 400 kvadratmeter i stueplan i bunden af Jernbanegade i Støvring.

Annonceret indhold

Nyeste