- Ingen af dem er jo egnet som borgmester
Nye Borgerlige er frosset ude af valgforbund og spekulerer stadig på, hvem de skal støtte som kommunens førstemand
REBILD: Den nye dreng i klassen, Nye Borgerlige, har ingen legekammerater. I hvert fald vil ingen gå i valgforbund med den nye liste, så NB står som de eneste helt alene.
End ikke det blå valgforbund med Dansk Folkeparti, Konservative og Venstre var det muligt at lave legeaftale med.
- De vil ikke have os med. De vil gerne vinde borgmesterposten, men er parate til at smide blå stemmer i skraldespanden, siger Kim Edberg fra Nye Borgelige med henvisning til, at valgforbund netop kan forhindre stemmespild.
Manglen på begejstring er til dels gensidig. I hvert fald når det kommer til at pege på en borgmester.
- Ingen af kandidaterne er egnede, og lige nu har vi svært ved at pege på nogen. Måske ender det med, at vi slet ikke støtter nogen. I hvert fald vil vi have meget svært ved at bakke op om en socialdemokrat, fordi fællesmængden med det parti er meget lille, siger Edberg.
Vendte DF ryggen
Samtidig taler han konfliktniveauet ned. Der bliver ikke slagsmål i sandkassen.
- Byrådspolitik handler jo om det brede samarbejde. Det vigtigste er at drive kommunen, siger Kim Edberg.
Han er nummer to på Nye Borgerliges liste og fører ordet for spidskandidaten, hustruen Gitte Bundgaard, som er ramt af ekstrem travlhed i sit virke som selvstændig erhvervsdrivende.
Kim Edberg sad i Rebild Byråd for Dansk Folkeparti indtil februar, hvor han trak sig, fordi han forlod partiet og meldte sig ind i Nye Borgerlige. Suppleanten, Gitte Bundgaard, overtog byrådsstolen, men siden er hun også smuttet over til Nye Borgerlige.
- Ikke en meter cykelsti
Partiet er fortaler for lokale folkeafstemninger, og Rebild har ifølge Kim Edberg en sag, der er velegnet til at blive forelagt folket: Anlæg af omfartsvejen Ny Nibevej.
- Vi synes, at byggeriet skal sættes på pause, for det bliver så dyrt, at der ikke er plads til andre projekter i vores anlægsramme, siger Kim Edberg.
Han vil hellere bruge pengene på at bygge cykelstier og sikre skolevejene i kommunen.
- Ved sidste valg lovede alle partier cykelstier ad libitum, men der er ikke bygget en eneste meter, siger Kim Edberg.
Han erklærer, at han vil kæmpe for, at der ikke lukkes ældrecentre i kommunen.
- De fire store partier indgik aftale om lukning af ældrecentre. Den plan er godt nok rullet tilbage, men jeg er bange for, at det kun skyldes, at vi er i et valgår, spekulerer Kim Edberg.
- Blød i sjælen
På nogle områder vil vælgerne ikke kunne kende forskel på den tidligere DF’ere og den ”nye” Kim Edberg i Nye Borgelige klæder.
- Når det kommer til velfærden, er jeg akkurat så blød i sjælen som tidligere. Men nu behøver jeg ikke længere være socialist halvdelen af tiden, griner Edberg og slår fast, at han ikke vil være med til skattestigninger.
Til gengæld vil han gerne spare på administration.
- Hvis Rebild blev drevet lige så effektivt som Vejle, ville vi kunne spare 40 millioner kroner, mener han.
Kim Edberg er også tilhænger af, at kommunen vil bygge to nye børnehaver i samarbejde med private firmaer.
- Jeg så gerne, at vi fik helt private børnehaver, men det her er et skridt på vejen.
Han mener, at kommunen skal være til for borgerne, ikke omvendt, og den politiske floskel oversætter han til et konkret forslag:
- Børnehaverne skal holde åbent en halv time længere om fredagen, så forældre, der pendler, kan nå hjem og hente deres børn inden lukketid.
Ved valget i 2017 blev Kim Edberg valgt som nummer to for Dansk Folkeparti med 112 personlige stemmer. Gitte Bundgaard fik i øvrigt 107 stemmer og blev førstesuppleant.
Gitte Bundgaard er også partiets spidskandidat ved regionsrådsvalget.