Som formand for kultur- og fritidsudvalget havde Gert Fischer fået opgaven at svinge spaden til første spadestik på byggepladsen i Støvring med billedkunstelev Freja Stahl Olsen som nærmeste tilskuer. Foto: Kim Dahl Hansen
Livet her

Kreative elever får egne rammer: Mangeårigt ønske går i opfyldelse

Første officielle spadestik til nybyggeri markeret med musikalsk underholdning af kulturskolens elever og underviser

21. maj 2021 kl. 15:21

STØVRING: En smule forsinket var det fredag morgen gjort klar til at tage et officielt første spadestik til Rebild Kulturskoles nye planlagte fløj placeret i forlængelse af den gamle højskole på Hobrovej i Støvring.

Den symbolske praktiske opgave var i dagens anledning overladt til byrådsmedlem Gert Fischer som formand for kultur- og fritidsudvalget.

Han indledte med en kort tale, hvor han forklarede nærmere om baggrunden for den nye bygning udformning domineret af en udvendig trælistebeklædning, der også fungerer som regnskærm på taget.

Den nye fløj er på 213 kvadratmeter i et plan og en total bygningshøjde på 8,5 meter i lighed med den gamle højskole til venstre. Illustration: Norconsult Arkitektur A/S

- Den nye fløj har helt bevidst de samme proportioner som den gamle højskole med hensyn samme bredde- og højdemål som. Træbeklædningen i facaden er valgt for at den skal skille sig ud som en ny og selvstændig bygning i forhold til højskolens arkitektur, pointerede han i sin tale.

Som afslutning udtrykte han et ønske om at den nye bygning vil give et løft for musikken, billedkunsten og kulturlivet i Støvring for unge og gamle og ikke mindst kulturskolens elever .

Elever bag dekoreret spade

Da Gert Fischer efterfølgende skulle i gang med den mere praktiske del af dagens arrangement, fik han af billedkunstelev Freja Stahl Olsen overrakt en spade, der var smukt dekoreret af kulturskolens egne kreative elever.

Spaden som i dagens anledning var blevet smukt dekoreret af kulturskolens egne kreative elever. Foto: Kim Dahl Hansen

For en sikkerheds skyld tog han to spadestik, inden to elever i kulturskolens marimba band sammen med musiklærer Søren Høy Ovesen underholdt de fremmødte med et musiknummer udendørs midt på byggepladsen.

Skoleleverne Milo Pinnerup fra Skørping og Rasmus Hauge Pedersen fra Støvring stod sammen med deres musiklærer Søren Høy Ovesen for den musikalske underholdning på byggepladsen. Foto: Kim Dahl Hansen

Nye rammer glæder skoleleder

Som afslutning på første spadestik seancen stod Morten Lønborg Friis som kulturskoleleder klar til at uddele drikkevarer til de fremmødte, hvor både kommunen, involverede håndværksfirmaer og bygningsrådgivere var repræsenteret.

Han havde svært ved at skjule sin glæde over at byggeriet med seks ugers forsinkelse grundet fund og flytning af en ukendt højspændingsledning i undergrunden på byggepladsen nu bliver indledt lige efter pinse.

- Kulturskolen har nemlig i en årrække måtte have deres aktiviteter i midlertidige lokaler, som ikke har været direkte indrettet til formålet. Med den nye bygning får kulturskolen både et slagtøjslokale til marimbas, et rytmisk sammenspilslokale og et billedskolelokale med lysindfald fra nord. Bygningen er derfor et stort løft til de daglige brugere, men også de andre aktører, der fremover får rådighed over Blå skolestue i højskolebygningen, når marimbas eleverne flytter ud, påpeger han.

Rebild Kulturskole får fremover både et slagtøjslokale til marimbas, et rytmisk sammenspilslokale og et billedskolelokale i gavlen. Af lydmæssige årsager bliver der en fire meter åben passage mellem bygningen og højskolens gavlvæg.

Efter planen vil den nye fløj stå klar til brug til november. Der er tale om et 213 kvadratmeter stort byggeprojekt til en samlet forventet pris på omkring 4.625.000 kr. eksklusiv moms.

Annonceret indhold

Nyeste