Livet her

Musik skal skabe glæde rundt på 10 ældrecentre

Trio underholder med Kulturfonden som sponsor i øjeblikket beboerne på alle centre som led i genåbning af kulturlivet i Rebild efter corona nedlukning

25. juni 2021 kl. 14:11

REBILD: Beboerne på ældrecentrene har i den grad med besøgsforbud af pårørende været hårdt ramt og isolerede i lang tid af corona nedlukningen.

- Derfor synes jeg de skulle være de første, der får glæde af kultur- og fritidsudvalgets bevilling på 230.000 kr. af kulturfondens midler, der er øremærket til at understøtte genåbning af kulturlivet i Rebild Kommune efter at det har været hårdt ramt som følge af Covid-19, fortæller Helle Jørgensen som leder af kulturcentret Stubhuset i Støvring.

Sammen med ledelsen af KulturStationen i Skørping og Kig Ind i Nørager har hun fået til opgave med genstartspuljen at skabe en række kulturaktiviteter for særligt udsatte grupper, nemlig målgruppen børn og unge, ældre og sårbare.

Trio underholder i det fri

Valget er faldet på musikalsk underholdning rundt på alle ældrecentre i Rebild.

Siden onsdag har musikerparret Tine Lilholt og Klaus Thrane i Gl. Skørping sammen med pianist Ole Sloth fra Nibe været på turné rundt til ældrecentrene i Skørping, Terndrup, Suldrup og Ådalscentret i Støvring.

- Hvis vejret tillader det foregår koncerterne med trioen udendørs. Hvert sted spiller de 3 minutter, men tit ender det i stedet i 50 minutter eller en hel time. For det er utroligt rørende at opleve, hvordan musikken påvirker og skaber glæde blandt de ældre beboere, der både synger med og ind imellem også danser, påpeger Helle Jørgensen.

I næste uge besøger trioen Mastruplund i Støvring og Birkehøj i Øster Hornum mandag.

Tirsdag er der musikalsk underholdning på friplejehjemmet i Nørager. Arkivfoto: Lars Pauli

Tirsdag gælder det Engparken i Rørbæk og friplejehjemmet i Nørager, og onsdag Bælum Ældrecenter og Haversdal i Haverslev som det sidste af de i alt 10 ældrecentre i Rebild Kommune.

Annonceret indhold

Nyeste