Makkerparret bag anpartsselskabet K&M Boligudlejning i Spøttrup Mikkel Kjær (tv) og John Madsen står selv for den igangværende store ombygning af bolighuset.
Livet her

Nye planer for tomt bolighus: Her skal der være 300 enheder

Sønderup Boligmontering har fået nye ejere, der vil forvandle den 4030 kvm. store bygning til depotrum for firmaer og private

01. august 2021 kl. 13:11

SØNDERUP: Efter at have stået fuldstændig tom som møbelbutik i over tre år har Sønderup Boligmontering fået nye ejere i skikkelse af anpartsselskabet K&M Boligudlejning i Spøttrup.

Sælger er Lars Rose Svendsen, der som tredje generation i det på et tidspunkt landskendte nordjyske bolighus valgte at lukke butikken ved nytårstide 2017 grundet svigtende salg af møbler.

Bygning indrettes til depotrum

Som den ene af de to ligeværdige ejere af K&M Boligudlejning ApS i Spøttrup oplyser Mikkel Kjær, at den 4030 kvadratmeter store tomme bygning nu skal indrettes med depotrum af forskellige størrelser, som både firmaer og private kan leje for kortere eller længere periode.

I første omgang indrettes der mellem 65 og 70 depotrum af forskellig størrelse i den første halfløj. Foto: Kim Dahl Hansen

- Her efter købet er vi i øjeblikket i gang med en nødvendig ombygning. Da der er tale om en kæmpe bygning, kommer det efter planen til at foregå i flere etaper, og vi forventer at depotrummene i den første halfløj vil være klar til udlejning til jul, forklarer han.

- Ja, der bliver tale om mellem 65 og 70 depotrum af forskellige størrelser, som vi som ejere selv står for at indrette i vores fritid. Vi driver nemlig også et andet firma, MS Solar ApS, hvor vi med solenergi etablerer vandingsanlæg til kvæg i engområder. Her har vi i foråret haft forrygende travlt, så ombygningen her i Sønderup først kom rigtig i gang i maj måned, uanset at vi overtog bygningen 1. marts. I øvrig havde vi et lignende depotprojekt i landsbyen Rødding vest for Skive, som vi skulle have færdiggjort i april måned, tilføjer John Madsen, som er den anden halvpart i K&M Boligudlejning ApS.

Hvor meget K&M Boligudlejning konkret har betalt for Sønderup Boligmontering ønsker han ikke at oplyse nærmere om, kun at der er tale om en billig kubikmeterpris.

Konkurrencedygtige priser

På sigt håber makkerparret at kunne indrette omkring 300 depotrum af forskellige størrelser i det nedlagte bolighus.

- Men i første omgang afventer vi lige, hvordan det går med udlejningen af de første. Det tror vi dog ikke bliver et problem, fordi vi med en kubikmeterpris på 50 kroner om måneden er meget konkurrencedygtige i forhold til konkurrenter andre steder uden for de større byer, hvor prisen er væsentlig højere. Vores erfaring viser, at kunderne er parate til at køre helt op til en halv time til deres depotrum, som de typisk lejer nogle måneder, et halvt eller et helt år, og tit er de meget overraskede over, hvor meget de egentligt kan opbevare på 10 kubikmeter, påpeger Mikkel Kjær og tilføjer:

- Og selve udlejningen kommer til at foregå via vores selskab www.dandepotrum.dk

Det første landevejsbolighus.

Sælger af Sønderup Boligmonterings store bygning på Hjedsbækvej 451 er Lars Rose Svendsen.

Han var tredje generation og ejerleder af møbelbutikken, som hans farfar Edmond Svendsen etablerede i 1943.

- Det var med en snedkerforretning, der dengang var indrettet i en bygning på Trængstrupvej 17 i Sønderup, hvor brugsen senere rykkede ind. Første del af den nuværende bygning på Hjedsbækvej blev opført i 1955 med tilhørende privatbolig, og i 1976 skete der en udvidelse til de nuværende 4030 kvadratmeter, fortæller Lars Rose Svendsen.

Sønderup Boligmontering har stået tom og ubenyttet hen siden udgangen af december 2017, hvor møbelbutikken lukkede. Foto: Kim Dahl Hansen

Det var dengang Danmarks første landevejsbolighus, der med sin beliggenhed tæt på en dengang hovedfærdselsåre tiltrak stor opmærksomhed af kunder fra hele landet samt af tyske turister i sin storhedstid i 1960’erne.

Møbelbutik lukkede i 2017

Lars Rose Svendsen overtog selv Sønderup Boligmontering efter sin far Palle Svendsen i 1997, men valgte at lukke den ved udgangen af december 2017.

- Årsagen var at forretningsgrundlaget for Sønderup Boligmontering med årene var skiftet med nye handelsvaner blandt kunderne, eksempelvis ved køb af møbler via internettet og varehuset Ikeas etablering i Aalborg i 2010, påpeger han.

Siden har den store og iøjnefaldende bygning derfor stået tom og ubenyttet hen i landsbyens nordlige udkant i efterhånden nu godt tre et halvt år.

Annonceret indhold

Nyeste