Sådan kommer det så nogenlunde til at tage sig ud på jordoverfladen - Danmarks kommende koldkrigsmuseum Regan Vest i Rold Skov.  Visualisering: Aalborg Historiske Museum
Livet her

Regan Vest-åbning i sigte

25. maj tages der første spadestik til Danmarks kommende koldkrigsmuseum

12. maj 2021 kl. 16:56

Licitationen er afgjort, kontrakterne er underskrevet, og tirsdag 25. maj er tiden endelig inde til at tage første spadestik til Danmarks nye koldkrigsmuseum Regan Vest, dybt inde i Rold Skov.

Dermed indledes sidste fase i det, der i 2022 kulminerer med selve museumsåbningen.

Allerede sidste år blev det afsløret, at rådgiverkonsortiet bag den 1.135 kvadratmeter store velkomstbygning består af AART architects, udstillingsarkitekterne Thøgersen & Stouby, landskabsarkitekterne SLA samt det rådgivende ingeniørfirma NIRAS.

Nu er de sidste entrepriser også på plads.

Opførelsen af velkomst- og udstillingsbygningen er udover anlægs-entreprisen opdelt i fem storentrepriser.

Til hver af disse var fem firmaer inviteret til at byde.

Anlægsentreprisen blev vundet af Gunner Nielsen A/S.

Derudover er opførelsen af velkomst- og udstillingsbygningen opdelt i fem storentrepriser. Råhus-entreprisen blev vundet af Jorton A/S, som også vandt luknings-entreprisen. NCC Construction A/S løb med kompletterings-entreprisen. Installations-entreprisen gik til Bravida Danmark A/S, og endelig gik gartner-entreprisen til HedeDanmark A/S fra Hinnerup i Midtjylland.

Alle øvrige entrepriser er gået til nordjyske virksomheder.

- Med byggeriet af velkomstbygningen fuldendes den triangel, der giver besøgende en enestående indsigt i, hvordan Den Kolde Krig påvirkede Danmark i praksis, siger formanden for bestyrelsen på Nordjyllands Historiske Museum, Per Lyngby.

Han fortsætter:

- Regan Vest var demokratiets sidste bastion, hvor bunkerens op til 350 kvinder og mænd med majestæten i spidsen, regeringen i situationsrummet og journalister ved mikrofon og taster skulle sikre, at demokratiet i sin mest komprimerede form overlevede et atomangreb fra Sovjetunionen og Warszawa-pagten. Alt er intakt. Maskinmesterboligen, der var et dække for bunkeren, er også intakt og er blevet istandsat, så det er muligt at se, hvordan man levede med og boede under atomtruslen i 1980erne. Det bliver et museum med tankevækkende oplevelser i verdensklasse.”

Per Lyngby er selv en af de tre, der tager det første spadestik.

De to andre bliver Hans Simonsen, som var den sidste fungerende pladskommandant i Regan Vest, samt Leon Sebbelin, borgmester i Rebild Kommune.

Leon Sebbelin ser frem til, at projektet nu kommer videre:

- Jeg glæder mig over, at vi nu er nået hertil. Jeg tror, de fleste ved, hvor hårdt Nordjyllands Historiske Museum de seneste år har arbejdet på dette fantastiske projekt, og første spadestik er et tegn på, at hele projektet nu for alvor bliver synligt. En ny velkomst- og udstillingsbygning skyder diskret op i landskabet, og herfra leder vi gæsterne ind til et helt unikt stykke danmarkshistorie, som bliver et kulturelt, historisk og ikke mindst turistmæssigt fyrtårn, der får stor betydning for hele Nordjylland, siger Leon Sebbelin.

Arbejdet med realisering af Koldkrigsmuseet Regan Vest har stået på i flere år og består af flere elementer, som gæsterne kan besøge, når attraktionen åbner.

Processen med at lande anlægsentreprisen på velkomstbygningen har været vanskelig og har været med til at forsinke første spadestik.

Udfordringerne skyldes hovedsageligt den meget stejle grund, det begrænsede byggefelt og hensynet til den følsomme natur i området.

Foruden de tekniske vanskeligheder har det tillige været en økonomisk udfordring, som museet og ejendomsfonden er meget taknemmelige for, at Realdania, Augustinusfonden, Rebild Kommune og Aalborg Kommune har været villige til at løfte.

Den præcise åbningsdag for Koldkrigsmuseet Regan Vest meldes formentlig først ud i slutningen af 2021.

Projektets samlede anlægsbudget var til at begynde med 74 mio. kr., men er ved yderligere donationer nu vokset til 78,12 mio. kr.

Folketinget har støttet med en anlægsbevilling på 21,1 mio. kroner. Øvrige bidragydere er foreningen Realdania (31,3 mio. kr.), Augustinus Fonden (10,5 mio. kr.), Nordea-fonden (3,15 mio. kr.) Spar Nord Fonden (2 mio. kr.), Jutlander Fondene Himmerland 0,5 mio. kr., Region Nordjyllands Vækst Forum (1,2 mio. kr.), Aalborg Kommune (4,15 mio. kr.) og Rebild Kommune (5,22 mio. kr.)

Annonceret indhold

Nyeste