Formand for kultur- og fritidsudvalget Gert Fischer havde i sin velkomsttale stor ros til de involverede håndværkere og rådgiver i det igangværende byggeprojekt. Foto: Martin Damgård
Livet her

Tale til rejsegilde i tidsdyst med varme røde pølser

Formand for kultur- og fritidsudvalg Gert Fischer var udmærket klar over hvad håndværkerne allermest ventede på ved hans velkomsttale

31. august 2021 kl. 17:54

STØVRING: Som formand for kultur- og fritidsudvalget var byrådsmedlem Gert Fischer helt klar i mælet, da han tirsdag middag skulle holde tale ved rejsegildet for den nye kulturskole i Støvring nabo til rådhuset og den gamle højskolebygning.

Formand for kultur- og fritidsudvalget Gert Fischer havde i sin velkomsttale rosende ord til de involverede håndværkere og rådgiver i byggeprojekt. Til venstre kulturskoleleder Morten Lønborg Friis. Foto: Martin Damgård

- Jeg ved udmærket godt at jeg med min tale er i tidsmæssig kamp om de røde pølser, som de involverede håndværkere nu blot står og venter på her til rejsegildet, erkendte han.

Om det var årsagen til at hans tale fik en meget passende længde uden de store overraskelser er uvist, men ikke uventet var der dog stor ros til både de mange involverede håndværkergrupper og rådgivere bag byggeriet ved den milepæl, som et rejsegilde traditionelt markerer.

Klar til indvielse og brug til jul

Inden de utålmodige håndværkere og dagens gæster kunne indtage buffetanretningen med røde pølser og behørigt tilbehør, spillede musikskoleelev Milo Pinnerup fra Skørping et enkelt musikalsk nummer på medbragt marimba.

Opførelsen af kulturskolefløjen blev indledt lige efter pinse efter en mindre forsinkelse grundet uventet fund af et højspændingskabel i undergrunden.

De bærende vægge i den 213 kvadratmeter store bygning udføres  i træ. Foto: Martin Damgård

Kulturskoleleder Morten Lønborg Friis forventer byggeprojektet vil stå klar til brug omkring juletid.

Lokaler frigives i højskolen

Sammen med udvalgsformand Gert Fischer glæder han sig også over, at det betyder, at der bliver frigivet lokaler i den gamle højskolebygning til andre formål og aktører, blandt andet den blå skolestue.

Kulturskolen får en udvendig træbeklædning for bevidst at skille sig ud fra nabobygningen, som er den gamle højskole opført i røde mursten. Foto: Martin Damgård

Med kulturskolen er der tale om et 213 kvadratmeter stort byggeprojekt til en samlet forventet pris på omkring 4.625.000 kr. eksklusiv moms.

Den kommer fremover til at rumme både et slagtøjslokale til marimbas, et rytmisk sammenspilslokale og et billedskolelokale med et stort lysindfald fra nordgavlen.

Billedskolelokalet placeres i nordgavlen af kulturskolen med et stort lysindfald fra gulv til loft.. Foto: Martin Damgård
Annonceret indhold

Nyeste