Teamleder Jane Pilgaard gennemgik planerne for 2021. Foto: Helge Søgaard
Livet her

Udsigt til et spændende turistår i Rebild i 2021

Initiativer fra RebildPorten lægger op til en god sommer, der varer ved helt ind i efterårsmørket

09. juni 2021 kl. 14:06

De var mødt ind i flere hold for at opfylde reglerne for god afstand, og de fik i den grad noget godt med hjem, da RebildPorten havde inviteret egnens turismeaktører til informationsmøde om planerne for 2021.

- Vi har selvfølgelig været aktive, mens vi har været corona-nedlukket, blandt andet ved at inviterer en stor gruppe influencers på besøg i området.

- De har alle har lavet masser af billeder og små film fra vort område, der er blevet set og delt utallige gange, fastslår teamkoordinator Jane Pilgaard fra RebildPorten, der bød velkommen til dagens møder.

- RebildPorten skyder nu sommerkampagnen i gang med nye indslag i vores meget vellykkede kampagne Back to Rebild med karakteren John Birk i hovedrollen, fortæller Jane Pilgaard.

- Han indtog det virtuelle univers allerede sidste år, og det har været en gedigen succes med Facebook-eksponering, downloads af film, biografreklamer og banner-annoncering i imponerende tal.

Deltagerne lyttede koncentreret. Foto: Helge Søgaard

Satser på Holland

- Denne indsats suppleres med en målrettet indsats over for det hollandske marked, der i demografi og lyst til oplevelser matcher vores kerneområder med god plads i naturen, vandring og friluftsoplevelser, tilføjer Jane Pilgaard, der på dette initiativ er i samarbejde med VisitNordjylland og VisitDenmarks kontor i Holland.

Sidstnævnte initiativ har allerede resulteret i flotte bookingtal, i forbindelse med at omtale af Rebild har været bragt i det hollandske vandremedie wandel.nl.

- Ud over disse tiltag præsenterer RebildPorten også en ny app, GoVisit, der helt dagsaktuelt kan fortælle gæsterne, hvad der lige netop sker i dag, når de er ankommet til vores destination, ligesom vi, med GoLittle appen, giver mulighed for, at man kan downloade podcasts om røverne, vandring, hekse, flagermus og kilder i vort område, beretter Jane Pilgaard, der supplerer med, at denne app havde mere end 600 downloads på de første 24 timer, hvor den var i luften.

Og som den sidste mulighed præsenteres også en bookingplatform GoTour, der med kun 7 procent i provision er meget konkurrencedygtig i forhold til andre bookingportaler, der tager op i mod 25 procent i provision, når kunderne booker oplevelsesparkker og produkter.

Lars Nørbach berettede nyt fra Regan Vest. Foto: Helge Søgaard

”Helt i sort”

- Men det slutter ikke her, lyder det fra en begejstret Jane Pilgaard, for til efteråret går vi ”Helt i sort” med en kampagne, der indeholder nattevandringer i naturen, overnatning under åben himmel, stargazing og andre oplevelser når natten har sænket sig. Denne skydes i gang i sammenhæng med den årligt tilbagevendende vandringsweekend, der samler mange vandreglade gæster.

Nye tal fra en brugerundersøgelse fra DGI viser, at 72 procent af danskerne vandrer og gerne i naturen, så potentialet er absolut til stede.

- Herudover fylder events rigtigt godt i planlægningskalenderen, og på nuværende tidspunkt har vi 16 idræts- og sportsevent foruden seks store kulturevents i kalenderen, slutter teamkoordinator Jane Pilgaard, der er sikker på, at der kommer endnu flere events og begivenheder til.

Annonceret indhold

Nyeste