Uheld på motorvej: Varevogn rullede rundt
Motorvej E45 var kortvarigt spærret nær Haverslev fredag morgen
HAVERSLEV: Et mindre færdselsuheld var fredag morgen årsag til, at motorvej E45 kortvarigt måtte spærres i sydgående retning nær Haverslev.
Uheldet skete klokken 06.12, og to biler var impliceret, oplyser vagtchef Torben Larsen, Nordjyllands Politi.
Den ene af bilerne - en varevogn - rullede rundt og landede på siden.
- En af bilisterne blev kørt på hospitalet med en brækket arm. Trafikken gled i en vognbane, men vi måtte lige spærre motorvejen helt, mens der blev ryddet helt op på stedet, forklarer vagtchefen.
Han har ikke på nuværende tidspunkt yderligere oplysninger om omstændighederne ved uheldet.