Jesper Greth er til daglig afdelingsleder og privat bosiddende i Støvring. Arkivfoto
Livet her

Venstre har valgt ny borgmesterkandidat

Kommuneforeningens bestyrelse har valgt konstitueret gruppeformand Jesper Greth som Jeppe Ugilts afløser

02. juni 2021 kl. 10:22
Opdateret kl. 10:43

REBILD: Borgmesterkandidatsituationen for Venstre i Rebild Kommune har med Jeppe Ugilts sygeorlov fra byrådsarbejdet siden marts måned skabt en vis usikkerhed her knap et halvt år før kommunalvalget 16. november.

I sidste uge fik kommuneforeningen for Venstre i Rebild endelig en længe ventet udmelding fra Jeppe Ugilt.

- Her modtog vi beklageligvis meddelelsen om at han på grund af helbredsmæssige årsager måtte trække sig som Venstres borgmesterkandidat. Kommuneforeningens spidskandidatudvalg har flere gange siden været samlet for at fastlægge proceduren for udpegning af Venstres kommende borgmesterkandidat, og tirsdag 1. juni har udvalget i samarbejde med kommuneforeningens bestyrelse udpeget byrådsmedlem Jesper Greth til at stå i spidsen for Venstre i Rebild kommune til det kommende byrådsvalg, forklarer Gert Sørensen som formand for kommuneforeningens bestyrelse.

Han påpeger også at Venstre er glade for at Jeppe Ugilt genopstiller til kommunalvalget samt genindtræder i byrådet til august efter sin orlov.

Jesper Greth har siden Jeppe Ugilts sygemelding og orlov fra byrådet i marts måned været konstitueret gruppeformand for Venstre. Derfor er valget af ham som ny borgmesterkandidat ikke den store overraskelse.

Han har siddet i byrådet en enkelt periode og kom med 172 personlige stemmer ved kommunalvalget i november 2017 ind som nummer otte og dermed Venstres sidste plads i byrådssalen.

Annonceret indhold

Nyeste