For første - og nok sidste - gang foregik Rebild Festen på en parkeringsplads. Foto: Claus Søndberg
Livet her

Rebildfesten var tilbage - men i nye rammer

I Rebild blev den amerikanske uafhængighedsdag igen fejret. Rammerne var anderledes, men forholdet imellem landene er tilbage på sporet

04. juli 2021 kl. 20:20
Opdateret 05. juli 2021 kl. 10:02

Datoen var den samme, men meget andet var anderledes, da den amerikanske uafhængighedsdag endnu engang blev fejret i Rebild.

Først og fremmest at scenen ikke var placeret i den storslåede natur, men derimod på p-pladsen foran. Der er verden til forskel på at sidde i bakkerne, og til at sidde på en placticstol på afspærret parkeringsplads og se på Dannebrog og Stars and Stripes blive hejst op i flagstænger af den transportable slags.

Siden den første fejring af den amerikanske uafhængighedsdag i Rebild tilbage i 1911 har den altid foregået i bakker, men ikke i år. Den nye opstilling skyldes selvfølgelig corona-restriktioner - til nogen arrangementer skal der stadig være styr på afstand, og derfor var der også hegn omkring, så der ikke kom flere ind end tilladt. det var også corona, der var årsag til, at næsten alle gæsterne var danskere, for kun få havde taget turen fra USA.

Alligevel var det en glad Jørgen Bech Madsen - præsident for Rebild Selskabet - der bød velkommen. Ikke kun fordi, at regnen stoppede kort før han gik på, men også fordi, at der modsat sidste år trods alt var ingen, fest, og da han fik mikrofonen kunne han glæde sig over at se udover en plads, hvor alle fremstillede stole optaget, og kun ståpladser var tilbage.

Dansk hovedtaler var Anders Agner Pedersen, der er chefredaktør på Kongressen.com, amerikansk hovedtaler var også dansk - nemlig Andreas Mogensen, der som eneste danske astronaut har været i rummet. I 2015 var han på en 10-dages mission til den internationale rumstation, ISS, hvilket han har modtaget høje roser for. I dag er han udstationeret hos NASA i Houston, Texas, hvor han bor med sin familie, mens han forbereder sig til sin næste rummission i 2024.

Mest prominente taler var statsminister Mette Frederiksen, der dog kun var med på storskærm og med en tale optaget på forhånd.

Statsministeren lagde ikke skjul på, at hun var glad for, at USA har fået en ny præsident - hun kaldte Biden for stærk og dynamisk, og omtalte USA som vores tætteste og nærmeste allierede gennem generationer.

- USA er tilbage på den internationale scene. Og tager ansvar for fred. Sikkerhed. Frihed. Klimakampen, lød det i video-talen, hvor hun også fortalte om mødet med Biden tilbage i maj.

- Præsidenten genbekræftede det stærke sammenhold over Atlanten. Den transatlantiske alliance er "rock solid", sagde hun.

Helt så solid var den ikke for fire år siden, da en nytiltrådt Mette Frederiksen måtte fortælle Trump, at Grønland ikke var til salg. Bagefter kaldte Trump hende nasty, og aflyste et planlagt besøg i Danmark.

USA har ikke udnævnt en ambassadør i Danmark, så derfor var det den fungerende ambassadør, Stuart A. Dwyer, der viderebragte den traditionelle varme hilsen fra Det Hvide Hus.

Siden er alle amerikanske ideer om et køb er Grønland lagt på is, og det er - fortalte den fungerende amerikanske ambassadør, Stuart A. Dwyer - ikke et tilbud, der kommer tilbage på bordet. Udfordringer i Arktis skal løses med samarbejde.

Præsident Bidens administration har endnu ikke udpeget en ny ambassadør efter, at Carla Sands måtte sige farvel til jobbet samtidig med Trumps afgang.

Hvornår - og om - det sker er uvist, og derfor var det Stuart A. Dwyer, der oplæste den traditionelle hilsen fra den amerikanske præsident.

- Rebildfesten symboliserer den vedvarende styrke, der ligger i venskabet mellem USA og Kongeriget Danmark. Dette år markerer 220-året siden vores to lande for første gang etablerede diplomatiske relationer. Denne relation har siden da vokset til en stærk alliance baseret på vores fælles forpligtelse til demokrati, den enkeltes frihed, menneskerettigheder and retsstatsprincippet. Som allierede vil vi arbejde sammen for at håndtere vor tids største udfordringer, der inkluderer forbedring af europæisk og global sikkerhed, stå imod klimakrisen og føre en retfærdig genopretning efter pandemien, lød det i brevet fra Det Hvide Hus.

Annonceret indhold

Nyeste