Uldjydens nye ejer Laila Paulsen i midten, omgivet af de to tidligere indehavere; Anni Myrup (tv) og Lilly Jensen (th).
Shopping

Anni og Lilly giver stafetten videre til historisk butik

01. september 2023 kl. 19:01

I 30 år har Anni Myrup og Lilly Jensen stået i spidsen for tøj-, undertøjs- og garnbutikken Uldjyden på Østerbrogade 4 i Løgstør. Men fra 1. september har de overladt nøglerne til butikken til Laila Paulsen.

- Det er selvfølgelig vemodigt, men det føles alligevel godt og helt rigtigt, og vi er meget glade for, at vi har fundet en dygtig person, der vil føre vores butik videre. Det er også dejligt at kunne give stafetten videre uden at det er helbred eller økonomi, der er skyld i det, men bare fordi, at det er det rigtige tidspunkt, lyder det fra Anni og Lilly, der dog ikke slipper tøjlerne helt. De fortsætter nemlig med at arbejde i butikken to dage om ugen hver.

En af Løgstørs ældste butikker

Anni Myrup og Lilly Jensen overtog selv butikken fra Lis Thøgersen for 30 år siden. Dengang lå butikken på Østerbrogade 10, hvor den havde haft hjemme i mere end 50 år. Dermed er butikken også en af Løgstørs ældste butikker.

"Jeg hørte at Uldjyden var til salg gennem ”Løgstør Handler”, så jeg tænkte hvorfor ikke?", lyder det fra Laila Paulsen.

- Historien om hvordan vi købte butikken er lidt sjov. Vi mødte tilfældigt hinanden til en barnedåb, kom i snak og endte med at købe butikken sammen, fortæller duoen, der i 1996 flyttede butikken til den nuværende adresse på Østerbrogade 4.

Altid drømt om egen butik

Uldjydens nye indehaver; 38-årige Laila Paulsen kommer fra et job som sælger hos XL i Løgstør, hvor hun har været ansat de sidste 6 ½ år. Hun har altid drømt om at blive selvstændig med egen butik, og nu opstod den rette mulighed.

- Jeg hørte at Uldjyden var til salg gennem ”Løgstør Handler”, så jeg tænkte hvorfor ikke? Det gælder jo også om at bevare de gode butikker i Løgstør, og det her er bestemt en af dem, fortæller Laila Paulsen, og fortsætter:

- Jeg kommer ikke til at lave nogle store ændringer fra starten, men laver dog lidt omrokeringer i butikken, og vil løbende også sætte mit eget præg på det. Men det bliver stille og roligt, så der bliver ikke vendt en masse på hovedet. Butikken fungerer jo rigtigt godt.

Laila Paulsen omgivet af de to andre medarbejdere i butikken - Anita Larsen (tv) og Vibeke Grønning (th).

Laila Paulsen vil som nævnt fortsat have hjælp i butikken af Anni Myrup og Laila Jensen, ligesom de nuværende medarbejdere Anita Larsen og Vibeke Grønning fortsætter i butikken.

- Det er et fantastisk drømmehold, og det er en kæmpe hjælp for mig, at så meget erfaring fortsætter i butikken. Jeg glæder mig rigtigt meget, slutter Laila Paulsen.

Annonceret indhold

Nyeste