Jens Møller og Ditte Immersen Dalgaard slår med virkning fra 1. maj deres bedemandsforretninger sammen med Ditte Immersen Dalgaard som ny indehaver af både Vesthimmerlands Begravelse og Farsø Begravelsesforretning. Privatfoto
Shopping

Bedemænd i Aalestrup og Farsø slår sig sammen

De to forretninger bibeholder begge deres hidtidige navne, telefonnumre, adresser, og ansigterne bliver som nævnt også de samme

01. maj 2020 kl. 13:05

VESTHIMMERLAND: Fredag 1. maj blev en både vemodig og en glædelig dag for bedemand Jens Møller.

Efter 11 år som indehaver af Vesthimmerlands Begravelse i Aalestrup overdrager han forretningen til yngre kræfter.

Jens Møller slipper dog ikke arbejdet, som han har været så glad for gennem alle årene. Han bliver nemlig ansat hos sin efterfølger, hvor han fortsat kan betjene kunderne i området.

Det er 41-årige Ditte Immersen Dalgaard, som overtager forretningen. Hun driver i forvejen Farsø Begravelsesforretning, som hun overtog i 2018.

- Selv om det er vemodigt at sælge, så glæder jeg mig til at komme ind i noget nyt og få mere sparring med kolleger.

- Det er også en fordel at være flere for at opretholde en fornuftig forretningsmodel, fremhæver Jens Møller.

Vesthimmerlands Begravelse og Farsø Begravelsesforretning er begge enkeltmandsvirksomheder, men med overtagelsen af begravelsesforretningen i Aalestrup får Ditte Immersen Dalgaard i fremtiden flere strenge at spille på.

De to forretninger bibeholder begge deres hidtidige navne, telefonnumre, adresser, og ansigterne bliver som nævnt også de samme.

Fra 1. juni bliver Trine Rybjerg også ansat i firmaet, så der bliver større fleksibilitet til gavn for både kunder og personale i en forretning, der aldrig holder lukket.

Ditte Immersen Dalgaard glæder sig også til det nye samarbejde.

- Målet med overtagelsen er sådan set ikke at blive større, men mulighederne ved at have kolleger i dagligdagen er attraktive, og gør min forretning mindre sårbar.

- Jeg havde i forvejen et godt samarbejde med Jens Møller, hvis forretning på mange måder ligner min egen. Derfor var det også en let beslutning, da han spurgte, om jeg var interesseret i at overtage hans forretning, siger Ditte Immersen Dalgaard.

Vesthimmerlands Begravelse blev oprindeligt etableret af Jens Fisker i 1994.

I 2009 blev Jens Møller en del af forretningen, som han overtog helt i 2012.

- Det har været gode og lærerige år, og jeg ville også gerne have fortsat flere år endnu. Men man skal stoppe, mens legen er god, siger Jens Møller, der med status af medarbejder får mere tid til både børnebørn og campingvogn.

- Jeg vil ved denne lejlighed gerne takke for den tillid, som jeg er blevet vist gennem alle årene.

- Jeg håber, samme tillid vil blive vist til Ditte, erklærer Jens Møller.

Annonceret indhold

Nyeste