53-årige Mette Ravn har de seneste ni år været CEO for Vingsted hotel & konferencecenter. Hun har tidligere arbejdet som Manager i PwC, direktør for advokatvirksomheden LRP samt været økonomi- og administrationschef i fodboldklubben AC Horsens. Har en MBA fra Business Institute i Aalborg og en bestyrelsesuddannelse fra Aarhus BSS, Aarhus University. Derudover sidder Mette Ravn i bestyrelsen i Forenet Kredit og Ginneruparkitekter A/S samt i repræsentantskabet i Insero.
Livet her

53-årige Mette bliver ny golfboss i Gatten

Mette Ravn afløser Mark Bering, der fratrådte med øjeblikkelig virkning i foråret

28. juni 2021 kl. 11:19
Opdateret kl. 11:51

GATTEN: Mette Ravn bliver ny CEO på det store golfresort i HimmerLand i Gatten i Vesterhimmerland, efter Mark Bering for godt tre måneder siden fratrådte med øjeblikkelig virkning på centret, der er ejet af Lars Larsen Group.

53-årige Mette Ravn er i dag CEO for Vingsted hotel & konferencecenter.

- Med ansættelsen får HimmerLand en dygtig og erfaren leder, der kan stå i spidsen for den fortsatte udvikling. Jeg er glad for, at Mette har valgt at takke ja til jobbet som CEO. Det har gennem hele processen været vigtigt for mig, at vi fandt den helt rigtige kandidat til at stå for driften i HimmerLand. Det er lykkedes, og i Mette har vi fundet både en leder og en person, der deler vores værdier og visioner, siger bestyrelsesformand for HimmerLand, Jacob Brunsborg.

Mette Ravn ser frem til udfordringen.

- Det er selvfølgelig noget, jeg glæder mig meget til. HimmerLand er i gang med en interessant transformation, der skal sikre, at det i fremtiden bliver en helårsdestination. På den måde minder det om den udvikling, vi har været igennem i mit nuværende job, hvor Vingsted skulle transformeres fra et idrætscenter til et konferencecenter, siger Mette Ravn.

Hun understreger samtidig, at det er en opgave der skal udføres med respekt for HimmerLands historie.

Se også
Direktør for feriecenter fratrådt med øjeblikkelig virkning

- Jeg har tålmodighed til at gennemføre forandringen i det rigtige tempo. Samtidig har jeg stor respekt for de værdier og den ånd, der præger HimmerLand og Lars Larsen Group. Dem skal vi sørge for at holde fast i, siger Mette Ravn og fortsætter:

- Det er også vigtigt at holde fast i, at HimmerLand skal være et sted, hvor gæsterne kommer for at have det sjovt og nyde livet. Vi skal selvfølgelig også arrangere konferencer, men HimmerLand er et sted, hvor sport, leg og hygge er i centrum, siger Mette Ravn, der tiltræder sin nye stilling hurtigst muligt og senest 1. oktober 2021.

Den nye CEO tiltræder samtidig med, at der de senere år er der sket meget i HimmerLand - blandt andet har stedet moderniseret alle værelser, fået nye restauranter og åbnet mange nye faciliteter.

Det har været medvirkende til, at HimmerLand denne sommer, for første gang nogensinde, har kunnet melde alt udsolgt i højsæsonen.

Annonceret indhold

Nyeste