Ambulance og helikopter på ulykkesstedet. Foto: Jan H. Pedersen
Livet her

Biler stødte frontalt sammen: 85-årig mand død - tre kvæstet

Fire ambulancer og to helikoptere sendt afsted

01. maj 2021 kl. 18:06
Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:28

Opdateret kl. 21.40 med nye oplysninger

GEDSTED: En 85-årig mand blev lørdag dræbt ved en trafikulykke på Fjordvej lige syd for Gedsted i Vesthimmerlands Kommune.

Ifølge Nordjyllands Politi skete ulykken omkring kl. 17.30, da to personbiler stødte frontalt sammen. Ved ulykken blev tre andre personer kvæstet.

De kvæstede er en 81-årig kvinde, som var i samme bil som den 85-årige, samt en mand og kvinde, begge 65 år. De to kørte i den anden bil.

De to førstnævnte er fra Vesthimmerlands Kommune, mens de to 65-årige er fra Rebild Kommune, oplyser politiet.

De tre kvæstede var alvorligt skadede, men ikke i livsfare, efter de oplysninger politiet har.

Politiet har underrettet de pårørende.

Foruden politi og brandvæsen blev der også sendt fire ambulancer og to redningshelikoptere til ulykkesstedet, oplyser vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi.

Politiet kender endnu ikke årsagen til ulykken. Der var to personer i hver af bilerne.

En bilinspektør skal nu forsøge at opklare, hvad der præcist skete.

Efter ulykken var Fjordvej helt spærret, men den blev genåbnet senere lørdag aften.

.

Annonceret indhold

Nyeste