Formanden for Løgstør IF, Chris Hendriksen Severinsen, aflagde på generalforsamlingen om et fodboldår, der mere end noget andet stod i coronaens tegn.  Foto: Mogens LyngeF
Livet her

Corona-år bød trods alt også på lyspunkter for Løgstør IF

Først og fremmest så varer det nu ikke længe, inden klubben kan tage de nye fodboldbaner ved Lanternen i brug

04. juni 2021 kl. 10:07

Skal 2020 huskes for noget godt i Løgstør IF, så må det vel først og fremmest være, at det blev året, hvor der for alvor kom skred i klubbens udflytning til området ved Kultur- og Idrætscenter Lanternen.

Den nye kunstgræsbane ved Lanternen er allerede taget i brug, og græsbanerne er også færdiganlagt - omend de endnu ikke er klar til at spille på.

Bortset fra dét så blev 2020 først og fremmest er år i coronaens tegn, kunne Løgstør IF-formand Chris Hendriksen Severinsen konstatere, da han gjorde status på klubbens netop afholdte generalforsamling.

Spillersamlinger, afslutningsfester og indtægtsgivende arrangementer som julehalballet, Løgstør Open Air, Blue festerne og Himmerland Forsikring Cup har været aflyst, og turneringsaktiviteten for klubbens ungdoms- og seniorhold har også været kraftigt forstyrret af corona-situationen.

- I den anledning skal vi give en særlig tak og et kæmpe skulderklap til vores dygtige og engagerede trænere, som i det herrens år 2020 har ydet et ekstraordinært stykke arbejde for at aktivere og holde vores medlemmer til ilden under covid19-restriktioner, der løbende har ændret sig, aflyst eller på anden vis udfordret den almindelige gænge i Løgstør IF og i samfundet generelt, lød det fra Chris Hendriksen Severinsen på LIF-generalforsamlingen.

I stedet for de sædvanlige fodbolddaktiviteter er året bl. a. blevet brugt på at indscanne alle LIFs årbøger fra 1990 og frem til 2010, så de nu ligger frit tilgængelige på klubbens hjemmeside.

- Årbøgerne er en unik mulighed for blive mindet om din gamle træner, de gode holdkammerater, de glade stunder, kampene, sejrene og de store triumfer, lød kommentaren fra LIF-formanden.

Et andet positivt træk ved 2020 var, at det blev året, hvor klubben - efter flere års pause - igen kunne præsentere et U19-drengehold, og opløftende var det også, at det i årets løb igen lykkedes at få etableret et ungdomsudvalg i Løgstør IF.

- Desværre fik udvalget - som følge af corona-situationen - ikke helt den medvind, det fortjente, men her i 2021 ser vi frem til, at der igen bliver bedre rammer for fællesskab og samlinger, så vi igen kan få sat skub under vores yngste medlemmer, bemærkede Chris Hendriksen Severinsen.

På den sportslige front kan klubben glæde sig over, at førsteholdsherrerne nu er tilbage i jyllandsserien - og til og med blev klubbens målmand Sebastian Kronborg kåret som efterårets bedste målmand i jyllandsserie 1.

Christian Hjortshøj gik på generalforsamlingen ud af LIF-bestyrelsen og blev afløst af Kristoffer Lynge

Bestyrelsen for Løgstør IF består herefter af: Chris Hendriksen Severinsen, formand, Keld Kronborg, Michael Hjortshøj Støttrup, Jesper Frederiksen, Søren Buchholtz og Kristoffer Lynge.

Annonceret indhold

Nyeste