Blum & Haugaard Band indleder sammen med stryge- og vokalgruppen Vesselil festivalen fredag 2. juli på Vitskøl Kloster. PR-foto
Det sker

Festival spredt over to lokaliteter

Nordic Folk Festival begynder på Vitskøl Kloster 2. juli og fortsætter på Livø de følgende to dage

27. maj 2021 kl. 10:40
Opdateret kl. 13:08

Musik. Mad. Natur. Fællesskab. Dans. Fællessang. Workshops. Masterclass.

Det er alt sammen noget, gæsterne kan opleve på Nordic Folk Festival, som afvikles for første gang den første weekend i juli på Vitskøl Kloster - og Livø.

- De to locations er jo billedskønne og har så meget historie med sig, at det var helt naturligt for os, at det skulle være her.

- Både kloster og ø byder på nye måder at opleve musik på - og det håber jeg, vores billetkøbere er nysgerrige efter selv at mærke på egen krop. Derfor er mad, natur, økologi og stilheden også elementer, der er vigtige for os.

- Vi har glædet os til det her længe. Vi måtte jo aflyse alle forberedelser sidste år, men nu skal det være. Selvom mange festivaler er lukket ned, så kan vi gennemføre på grund af vores størrelse, siger formanden for festivalen, Kristian Dalsgaard.

Nordic Folk Festival er i udgangspunktet en rummelig festival, bundet sammen af ny nordisk folkemusik - en genre, der appellerer på tværs af alle aldersgrupper.

Billetterne til festivalen er “all-inclusive”.

Det betyder, at festivalgæster får færgeoverfart, mad og musik med i prisen - og det eneste, de derudover selv skal sørge for, er at bestille overnatning.

Festivalen indledes på Vitskøl Kloster fredag 2. juli.

Her byder programmet på en historisk rundvisning i klosteret, en gourmetmiddag og koncerter med to af den danske folkemusikscenes stærke profiler; stryge- og vokalgruppen Vesselil samt det internationalt anerkendte Blum og Haugaard Band.

Lørdag og søndag fortsætter arrangementet med et varieret festivalprogram på Livø.

Denne del af festivalen er en jordnær, økologisk, udendørs weekend, og det er oplagt at tage hele familien med.

Festivalbilletten giver adgang til en samlet oplevelse bestående af koncerter, foredrag, danse-workshops, fællessang, rundvisninger og outdoor madevents, og musikken leveres bl. a. af Mads Hansens Kapel, Nü Fiona, Nordens Tone samt Jensen, Bugge og Høirup.

Mads Hansens Kapel er blandt de navne, der optræder, når Nordic Folk Festival fortsætter på Livø lørdag 2. og søndag 4. juli. PR-foto

Festivalen er nøje tilrettelagt under kraftig påvirkning af corona-pandemien, og den gennemføres i henhold til alle gældende retningslinjer, så det bliver trygt for publikum at deltage.

Det betyder blandt andet, at der er et begrænset antal billetter til rådighed i festivalens første år, og at der er krav om gyldigt coronapas.

Nordic Folk Festival støttes økonomisk af Statens Kunstfond, Koda Kultur, Augustinus Fonden, Nordisk Kulturfond, Region Nordjylland samt Vesthimmerlands Kommune.

Bag festivalen står en bestyrelse, der samler de bedste kræfter fra netværket Genklang, Kulturskolen Vesthimmerland, genreorganisationen Tempi, Det Musiske Hus i Frederikshavn, Dreamers’ Circus og ALFA Vesthimmerlands Musikhus i Aars.

Annonceret indhold

Nyeste