Torben Frederiksen på talerstolen. Han har sammen med Lars Erik Bengtsson stået i spidsen for arbejdet med etablering af det nye fodboldstadion efter kommunen gav op. Foto: Lasse Damsgaard
Livet her

Frivillige etablerede fodboldstadion, da kommunen gik kold - nu vil de også lave svømmehal

Kom med tilbud, da man indviede nyt fodboldstadion

27. august 2021 kl. 15:47
Opdateret kl. 19:05

LØGSTØR: - Tro på os igen, og overdrag svømmehalsprojektet til os, så vil vi stå for at gennemføre det - og garantere at anlægsøkonomien holder.

En gruppe frivillige i Løgstør, der for nogle år siden af Vesthimmerlands Kommune fik overdraget opgaven med at etablere et nyt fodboldstadion i Limfjordsbyen, efter projektet var kuldsejlet for kommunen, melder sig nu igen på banen med et nyt tilbud. Denne gang tilbyder de kommunen at stå for etablering af en ny svømmehal i Løgstør.

Tilbuddet kommer samtidig med byrådspolitikerne i de kommende uger sætter sig sammen for at strikke et kommunalt budget for 2022 sammen - og her skal beslutte om der skal bruges kommunale kroner på etablering af en ny svømmehal i Løgstør.

Løgstørianerne har ikke i øjeblikket en svømmehal, men benytter i stedet svømmehallen i det store feriecenter i Rønbjerg, som kommunen har en driftsaftale med.

Tilbuddet fra de frivillige om at ville stå for hele arbejdet med etablering af en ny svømmehal i Løgstør kom fredag, da byen indviede et nyt fodboldstadion.

Politikerne blev mødt af dette kæmpebanner.

Tilbuddet blev konkret fremsat fra talerstolen af Torben Frederiksen, der sammen med Lars Erik Bengtsson har stået i spidsen for arbejdet med det nye fodboldstadion ved idræts- og kulturcenter Lanternen ved Løgstør Skole.

De er begge æresmedlemmer i Løgstør Idrætsforening, og da kommunen efter flere licitationer ikke kunne få de økonomiske ender til at nå sammen omkring det nye fodboldstadion, så tog de over og styrede hele processen, så byen fik et nyt stadion til de penge som politikerne havde afsat til projektet.

NYT FODBOLDSTADION I LØGSTØR

9.493.000 kr. - bevilget af Vesthimmerlands Kommune. Det er prisen på det nye fodboldstadion i Løgstør.

Det består af en kunststofgræsbane med lysanlæg på halvanden gange størrelse af en normal fodboldbane, en opvisningsbane, en træningsbane med lysanlæg samt to ekstra såkaldte vendbare græsbaner.

Anlægget ligge på hjørnet af Sdr. Ringvej/Frederik den Syvendes Allé - på et areal lige over for Idrætscenter Lanternen.

Arbejdet ser udført af det lokale entreprenørfirma HMC.

Der bliver desuden senere lavet en alt i alt 200 kvadratmeter stor velfærdsbygning, som Løgstør Idrætsforening langt hen ad vejen selv - via frivillig arbejdskraft - skal stå for at opføre. Omklædningsfaciliteter bliver i Idrætscenter Lanternen lige overfor på den anden side af Sdr. Ringvej.

Efter det arbejde nu er færdigt, er de klar til at tilbyde kommunen deres arbejdskraft i etapen med en svømmehal.

Flytning

Idrætsforeningens gamle fodboldbaner ligger blot nogle få hundrede meter fra Lanternen, men ønsket er at samle alle idrætsfaciliteter i byen omkring Lanternen. Etablering af et nyt fodboldstadion er et skridt på vejen mod den samling.

Se også
Frivillige tog over, da kommunen ikke magtede opgaven: Nyt stadion til millioner sikret

Det sidste skridt på vejen er etablering af en svømmehal, og ved indvielsen af fodboldstadion blev de mange byrådspolitikere, der var dukket op, mødt med et kæmpe banner, som blafrede i den friske vind fra Limfjorden - og viste, hvordan man i Løgstør tænker sig, at den nye svømmehal skal se ud. Hvis politikerne vel at mærke vælger at sætte svømmehallen på budgettet og lade de frivillige i Løgstør stå for arbejdet med den i lighed med fodboldstadion.

Mange var mødt op til indvielsen af de nye fodboldbaner i Løgstør.

- Det er erfaringerne fra etableringen af stadion - men også hele idrætscentret - der gør, at vi tilbyder at stå for arbejdet med svømmehallen også, siger Torben Frederiksen, der fortæller, at svømmehalsprojektet er beregnet til at koste omkring 40 mio. kr.

Det er kommunegaranti for lån til opførelsen af svømmehallen, som Løgstørgruppen håber, at byrådspolitikerne siger ja til, når de skal i gang med den endelige budgetlægning for 2022 i de kommende uger, og de frivillige derefter kan tage over med planlægning.

På søndag indvies i øvrigt også en padel-tennisbane i tilknytning til idrætscentret i Løgstør.

Annonceret indhold

Nyeste