Efter en lang smittefri periode er efterskoletilbuddet Limfjordsskolen pludselig blevet hårdt ramt af covid 19. Arkivfoto
Livet her

Missede vaccination: Nu er hver femte syg

Nordjysk skole for udviklingshæmmede hårdt ramt af corona-smitte

11. maj 2021 kl. 16:13
Opdateret kl. 16:24

LØGSTØR: Fem syge elever ud af 26.

Én fra personalet er også testet positiv, en anden er under observation.

Det er denne uges corona-facit på Limfjordsskolen; et efterskoletilbud der primært er for udviklingshæmmede. Noget der selvsagt har sendt elever og personale i isolation, og også har medført at en lang række af personer, de har været i kontakt med, har måttet blive hjemme og testes ekstra.

Kunne være undgået

- Det er selvfølgelig noget, der bekymrer os, at så mange er blevet syge. Men vi synes skolen er god til at tage hånd om det, nu det er sket, fortæller formanden for Limfjordsskolens bestyrelse, Anna-Grethe Sperling.

Hun kan dog ikke lade være med at ærgre sig. For alle de syge elever kunne let have været vaccineret og dermed have skånet sig selv, deres familier og skolen for det ubehagelige forløb.

For få måneder siden stod Limfjordsskolens elever til at blive vaccineret i vaccinationsgruppe 4. De var kun få dage fra at få stukket nålen i armen, da den nationale plan pludselig blev lavet om. Nu hørte de unge udviklingshæmmede med ét til i gruppe 10, der endnu ikke er nået til de afgørende indsprøjtninger.

Ikke taget alvorligt

Årsagen var en ny bureaukratisk skillelinje: Udviklingshæmmede, der havde fast bopæl, skulle vaccineres i gruppe 4. Men fordi Limfjordsskolen som efterskole ses som et midlertidigt bosted, måtte beboerne her vente. Også selv om de kunne se udviklingshæmmede i et bosted 100 meter væk få deres vaccination.

- Det var endda sådan, at nogle steder, der ligner Limfjordsskolen, fik vaccineret beboerne, mens det tilfældigt ikke nåede at komme til os, fortæller Anna-Grethe Sperling.

- Jeg synes at ændringen i rækkefølgen viser at det offentlige ikke har taget denne gruppe helt alvorligt. Det handler jo blandt andet om, at det her er mennesker, der har svært ved at tage krav om afstand, afspritning og isolation lige så alvorligt som resten af samfundet, lyder bestyrelsesformandens vurdering.

Fem var vaccineret

Forstander Jens Lyngby nøjes med at konstatere, at der blev lavet om på prioriteringen af vaccinationerne, og at det er en sundhedsfaglig vurdering udenfor hans kompetence.

- Jeg synes at vi har taget alle de forholdsregler vi kunne for at undgå smitten. Nu gør vi hvad vi kan for at komme gennem det her, og det tager vi alle alvorligt, siger han.

Ud af skolens 26 elever er fem i øvrigt færdigtvaccinerede som følge af særlige helbredsmæssige hensyn. Dermed er det næsten hver fjerde ikke-vaccinerede, der er ramt.

Jacob keder sig

Blandt de smittede er Jacob Nielsen, der fik taget en kviktest efter at den første på skolen var konstateret positiv. Den og en efterfølgende PCR-test var også positiv, og så blev han hentet hjem til sin far Per Nielsen, hvor de begge gik i isolation. Det gælder i øvrigt også moren Bettina.

Familien tager forløbet med forholdsvis godt humør:

- Jacob synes det er noget pjat, han skal være isoleret. Han har ingen symptomer. Men nu tager vi der her med, siger Per Nielsen.

Annonceret indhold

Nyeste