Den nye krible krable-skov i Vesthimmerland er tydeligt markeret med skilte. Privatfoto
Livet her

Ny krible-krable skov åbner i Alstrup

Jørgen Ørnskov og Mette Fogde lægger gladeligt ”hulter til bulter”-natur til

18. maj 2021 kl. 13:49

Fra pinselørdag kan de 0-6 årige - og deres familier - se frem til at boltre sig i en ny, såkaldt ”Krible Krableskov” på Løghøj ved Alstrup, lidt uden for Farsø.

Det er lodsejerne Jørgen Ørnskov og Mette Fogde, der velvilligt åbner et skovstykke med fantastisk ”hulter til bulter natur” – perfekt indrettet til naturekspeditioner for de mindste.

- Når vi tænker tilbage på vore egne børns opvækst, er noget af det, der står allermest tydeligt, de mange naturekspeditioner, vi havde med børnene, fra de var ganske små.

- Vi har travet, leget, overnattet i og oplevet naturen, og i dag hører disse naturoplevelser til familiens stjernestunder.

- Det vil vi gerne dele, og hvis vi ved at åbne dette skovstykke for børn og voksne, kan give andre familier mulighed for at få lignende oplevelser, så gør vi meget gerne det, siger Jørgen Ørnskov og Mette Fogde.

Ud over familien Fogde Ørnskov består gruppen bag den nye Krible Krableskov i Vesthimmerland af tidligere naturdagplejer Kirsten Michaelsen, træmand Leo Michaelsen, naturpædagog Inge Haldrup og naturvejleder i Vesthimmerlands Kommune, Karin Winther.

Via små skilte med myrer bliver børnene ledt ad myregange rundt til små naturrum, hvor der er opsat bord/bænkesæt med naturformidling på bordene i miniformat.

Myregangene bugter sig gennem ujævnt terræn, over og under stammer og grene, og altsammen bidrager til oplevelserne og er med til at understøtte børnenes motorik og sanseoplevelser.

I forbindelse med det landsdækkende Krible Krable Projekt, som den nye skov i Alstrup indgår i, har den lokale arrangørgruppe fået tilsendt et antal rygsække med ekspeditionsgrej, som fremover gratis kan lånes til skovturen.

- Rygsækkene står klar i slagbænken i bålhytten i naturrummet i Alstrup, oplyser Karin Winther.

I Krible Krableskoven er der også opsat bord/bænkesæt i voksenstørrelse.

De står i lysningen på toppen af højen, hvorfra der er en fantastisk udsigt over fjorden - og også et bålsted m/grill.

Fra det højeste punkt i krible krable-skoven er der en fantastisk udsigt over fjorden. Privatfoto

Den officielle indvielse pinselørdag foretages af borgmester Per Bach Laursen med ungdommelig assistance af otte-årige Katrine.

Sammen klipper de hul i spindelvævet så alle, der ikke havner i nettet og bliver ”ædt” af edderkoppen, kan komme på krible krable skovtur.

Derefter vil der i et par timer lørdag eftermiddag være frit slag for krible krable-ekspeditioner, fremstilling af insekthoteller, naturtatoveringer og pandekagebagning.

Annonceret indhold

Nyeste