Et venligt, men fast blik på både natur og mennesker. Sådan husker mange Dannie Druehyld, som mere end nogen anden tegnede Rold Skov i offentligheden. Arkivfoto
Livet her

Skoven skal huske Dannie: Pengene strømmer ind til afdød heks

Der er gang i indsamling, der vil skabe et levende minde for Dannie Druehyld

06. maj 2021 kl. 19:00
Opdateret 07. maj 2021 kl. 08:48

ROLD: I årtier gik hendes bare fødder nysgerrigt rundt mellem træer og urter i Rold Skov. Men selv om Dannie Druehyld nu er død, så skal hun fortsat sætte et frugtbart aftryk, som naturen vil have gavn af længe.

Venner af den afdøde heks samler nemlig nu penge ind, der kan frikøbe et stykke skov, der kan gro i den natur-elskende kvindes navn. Den plan er der et stærkt voksende ønske om at støtte fra de mange, der har nydt godt af at være sammen med den pædagogiske og vidende heks.

- Onsdag klokken 10.05 fik jeg en mail fra en veninde, der syntes vi burde lave en indsamling med det formål. Klokken 10.30 satte jeg den i gang. Og det går over mine forventninger, fortæller Tina Syssel Weiss torsdag.

Se også
Dannie skulle have været dreng - nu plukker hun blomster

Hun er selverklæret heks og indehaver af sybutikken Fingerbøl i Hadsund. Og glad for det forbillede, som Dannie Druehyld blev for både miljøforkæmpere og kvinder, der samler deres tro på naturens kræfter i betegnelsen: Heks.

Nordmænd med støtte

Hun havde ventet, at der ville komme en 3-4000 kroner ind på kontoen, men efter det første døgn står der allerede over 30.000 kroner og skinner af muligheder. Og der er ikke noget der tyder på, at strømmen af penge stopper der.

- Nu er der begyndt at komme penge ind fra Norge, hvor Dannie også har betydet noget for mange. Og det er ikke fordi jeg har fået gjort så meget om indsamlingen, siger en glad Tina Syssel Weiss.

- Det varmer mig, at mange vil være med til det her. Jeg har også lige fået en mail fra Dannies lillesøster, der skriver at hun er glad for initiativet, så familien er også med, fortæller hun.

Mange fik en flig af Dannie Druehylds store viden om naturen serveret på ture, til foredrag eller i "Heksens værksted" på Rebildcentret. Arkivfoto: Michael Koch

"Hekse og andet godtfolk"

Idéen er kort sagt at lave et certifikat over et stykke skov et sted i Danmark, der skal gro på naturens præmisser og ikke menneskets Papiret skal bære navnene på alle bidragyderne, store som små. Men efter 24 timer har planerne måttet ændres flere gange.

- Der er allerede tale om 300 navne. Jeg kan ikke følge med. Og det er langt fra kun hekse, der bidrager. Indtil videre er overskriften "Fra hekse i Norden og andet godtfolk", forklarer den nybagte indsamlingsleder.

Hvilket stykke skov der kan blive tale om, er helt åbent. I princippet kan det være hvor som helst i Danmark. Men en adresse mellem træerne i Rold, hvor heksen fra Amager valgte at tilbringe det meste af sit liv, vil være at foretrække.

- Jeg aner ikke om det kan lade sig gøre. Men nu har jeg spurgt Naturstyrelsen om der kan findes et sted til hende her. Vi må se hvad det kan blive til, siger Tina Syssel Weiss.

Skal i postkassen

Når indsamlingen på et tidspunkt er færdig, er det hendes plan at certifikatet skal lægges i postkassen ved Dannie Druehylds nu forladte hjem ved Rebildcentret.

- Det er en måde at give det til hende, uden at det belaster familien, der har nok at tænke på lige nu. Vi er mange som er kede af at have mistet hende, men familien smerter det selvfølgelig på en anden måde, oplever Tina Syssel Weiss.

Man kan støtte indsamlingen ved at kontakte hende via telefon eller Facebookside

Annonceret indhold

Nyeste