Formanden Henrik Mortensen aflagde årsberetning for Vilsted Medborgerforening. Foto: Mogens Lynge
Livet her

Vilsted frygter, at skrothander får kig på mistrøstigt hus i byen

Byrådsmedlem Theresa Berg Andersen har nu fået til opgave at undersøge, om ikke huset kan blive revet ned

06. juni 2021 kl. 08:00

15 borgere var mødt frem til generalforsamlingen i Vilsted Medborgerforening.

Formand Henrik Mortensen kunne - lettere mismodigt - berette, at stort set alle foreningens aktiviteter har været aflyst som følge af corona-situationen.

Dog har foreningen fået bevilget penge fra Landsbyrådet til etablering af en sti fra Vilsted Sø og til Stenhaven, som for et par år siden blev vakt til live igen efter en stor renovering af stenskulpturerne.

Også økonomisk er Vilsted Medborgerforening blevet ramt af coronaen.

Ikke mindst har foreningen mistet medlemmer, fordi det sidste år ikke var muligt at møde fysisk op hos folk og indsamle kontingenter.

Det har betydet et fald i kontingentindbetalingerne fra 12.300 kr. i 2019 til 7.800 kr. i 2020.

I tilgift har der været nogle ekstra omkostninger på Byens Hus og på Stenhaven, som fik foreningens regnskab for 2020 til at ende i et minus på 22.390 kroner.

15 medlemmer var mødt op til generalforsamlingen i medborgerhuset i Vilsted. Foto: Mogens Lynge

På generalforsamlingen blev der fremsat forslag om at lave flagallé på Hobrovej.

Medborgerforeningen har dog tidligere afvist at stå for en flagallé.

I stedet opfordres der nu til, at man søger hjælp hos sin nabo, hvis man ikke selv er i stand til at flage.

I øvrigt var der stor opbakning til, at alle i byen flager, når der er anledning til dette.

Med hensyn til udsmykningen af byen op mod jul er Vilsted Medborgerforening nu gået aktivt ind i at skaffe julebelysning i form af julestjerner i hver anden af byens lygtepæle på Hobrovej.

bestyrelsesmedlem Peer Greth har indhentet en pris på cirka 52.000 kroner for 12 julestjerner inklusive stik.

De penge er foreningen nu i gang med at søge hjem fra forskellige fonde.

Generalforsamlingen gav også anledning til debat om et af byens mistrøstige huse.

Der er i Vilsted udbredt frygt for, at den berygtede bil- og skrotforhandler i Aggersund, Kenneth Haastrup, vil købe huset, og det blev derfor foreslået at sætte Vilsteds eget byrådsmedlem, Theresa Berg Andersen, på sagen i håb om at få huset revet ned med kommunens hjælp.

Valgene til bestyrelsen forløb smertefrit, idet Hans Hansen, Jens Fragtrup og Henrik Mortensen alle modtog genvalg.

Der var også genvalg til suppleanterne Ulrik Pedersen og Hanne Øhlenschläger.

Annonceret indhold

Nyeste