Livet her

Brand hos autoophugger: Røgsøjle kunne ses mange kilometer væk

Politiet overvejede en beredskabsmeddelelse, men røgen blæste væk fra byen

21. juni 2021 kl. 12:58
Opdateret kl. 13:59

STRANDBY: En voldsom røgsøjle, der kunne ses op imod 10 kilometer væk, steg kort før middag mandag op fra en brand på Granvænget i Strandby.

Alarmen om branden lød klokken 11.33, og beredskabet fra Farsø rykkede med fuldt slukningstog, som også fik assistance af brandbiler og brandfolk fra både Aars og Løgstør.

Ilden er opstået i noget bilskrot hos en autoophugger på Granvænget 8 i Strandby, oplyser vagtchef Jesper Sørensen, Nordjyllands Politi.

En 70 kvadratmeter stor bygning er totalt udbrændt, oplyser indsatsleder Jes Caspar Mortensen, Nordjyllands Beredskab.

- Der var en lift i bygningen, hvor der stod en bil, som var ved at blive miljøbehandlet. Her var medarbejderne ved at bore hul i bunden af en tank for at tømme bilen for brændstof, og så er der angiveligt sprunget en gnist, som har antændt brændstoffet i tanken, forklarer indsatslederen.

Han kom til branden fra Farsø, der ligger omkring ni kilometer fra brandstedet, og han kunne se røgsøjlen, straks han forlod byen.

Den voldsomme røgsøjle skyldes, at det, som brændte, var bildæk, olier og plastikmaterialer, og hvad der ellers er af materialer i biler.

- Det vil relativt hurtigt udvikle en voldsom omgang sort røg, forklarer Jes Caspar Mortensen.

Han oplyser, at autoophuggeren ligger i udkanten af Strandby, og at vinden - den smule der var - heldigvis blæste røgen væk fra byen og ud over markerne.

Der var også gasflasker, som stod udenfor den brændende bygning, og et par stykker af dem sprang med nogle ordentlige brag.

- De øvrige har vi kølet på, forklarer indsatslederen.

Han havde oprindeligt 16-18 mand i aktion, men var ved 13.15-tiden nede på 10 brandmænd i aktion, og de havde kontrol over ilden.

- Det hjalp gevaldigt på arbejdet, at medarbejderne hos autoophuggeren havde flyttet de biler, der stod tættest på bygningen. Så kunne vi nemmere komme til at udføre vores arbejde, fortæller Jes Caspar Mortensen.

En væg i den udbrændte bygning væltede af sig selv, mens der måtte kigges i noget tagkonstruktion på en nabobygning for at tjekke, om ilden skulle være sprunget derover.

- Da vores patrulje nærmede sig Strandby, kunne de se røgsøjlen på lang afstand, og da vi fik at vide, at branden var hos en autoophugger, overvejede vi en overgang at udsende en beredskabsmeddelelse for at advare folk mod røgen. Men røgsøjlen drev væk fra byen, så røgen udgjorde ingen reel fare for folk. Så vi opgav beredskabsmeddelelsen, forklarer vagtchef Jesper Sørensen.

Ingen mennesker var i fare i forbindelse med branden.

Miljøvagten ved Vesthimmerlands Kommune er blevet underrettet om branden.

Annonceret indhold

Nyeste