Fra venstre: Jess Vibech Laursen, der er formand for Landbo fondens bestyrelse, og Frants Laustsen, Landbos forstander og daglige leder. Foto: Jesper Bøss
Livet her

Botilbud med vokseværk

Opskriften hos Fonden Landbo er tryghed, tillid og et tvangsfrit miljø

02. oktober 2021 kl. 10:00

Fonden Landbo er et privat botilbud til voksne med autisme, beslægtede lidelser eller gennemgribende udviklingsforstyrrelser. Fonden blev stiftet i 2006 og lagde fra land med et enkelt botilbud, en enkelt beboer og to ansatte. I dag er de tal mere end mangedoblet.

Det er Frants Laustsen, der sammen med hustruen Majbritt, er idémand og stifter af Landbo. I dag er han fortsat Landbos forstander og daglige leder. Parret syntes ganske enkelt, at et botilbud til unge med udfordringer måtte kunne gribes anderledes an, end de oplevede mange andre steder.

- Vi syntes dengang, at magt fyldte alt for meget, og vi ville gerne prøve at stå i spidsen for et tilbud, der greb det an på en helt anden måde.

- Et botilbud skal være en tryg og rar ramme for den enkelte beboer, og ikke et sted, man bliver anbragt mod sin vilje. Vi tvinger ikke nogen til noget. Man skal have lyst til at bo her, og det har vores beboere.

- Vi er et tvangsfrit miljø, hvor hverdagen helt og aldeles foregår på beboernes præmisser. Det handler om at motivere den enkelte beboer og tage udgangspunkt i den enkeltes behov, fortæller Frants Laustsen, og fortsætter:

- Vi arbejder i høj grad ud fra ”Bowlbys relationsteori”, der er udviklet af den engelske læge og psykoanalytiker John Bowlby. Han mener, at tillid, selvtillid og evne til at indgå i tilfredsstillende relationer med andre mennesker udvikles ud fra trygge relationer til omsorgspersonen. Derfor skal vi først og fremmest skabe en tryg relation til vores beboere. Det er simpelthen fundamentet for at lykkes.

Ridning er én af aktiviteterne for beboerne. Foto: Jesper Bøss

”Hellere udvide end udskrive”

Fonden Landbo har i dag 27 beboere, 73 medarbejdere og tæller ikke mindre end syv forskellige bosteder i Mariagerfjord Kommune, fordelt med fire i 9560-Hadsund og tre i 9550-Mariager. Fondens seneste køb er den gamle frugtplantage ”Rosenly” i Assens, som skal danne ramme om arbejdspladser til stedets voksne beboere.

- Som fond skal vi ikke skabe profit til ejere eller aktionærer, og derfor bruger vi altid et eventuelt overskud på løbende at udvide og optimere vores faciliteter og gøre vores tilbud og aktiviteter til beboerne endnu bedre. Vi har et motto, der lyder ”hellere udvide end udskrive”, fortæller Jess Vibech Laursen, der er formand for Landbo fondens bestyrelse, der består af et forældrevalgt medlem, to eksterne medlemmer og to medarbejdere.

Beboerne hjælper til i huset. Her er det Mikael Petersen, der - som nævnt på trøjen - har grebet tjansen som køkkenchef. I midten ses Susanne Henck, køkkenassistent og til højre Inge Jensen, køkkenchef. Foto: Jesper Bøss

En indholdsrig hverdag

Blandt Landbos aktiviteter, der varierer for de enkelte bosteder, kan nævnes ridning, dyrkning af grøntsager, forskellige projekter på værksted, lystfiskeri, gåture i naturen, pasning af kæledyr eller noget helt andet.

- Vi har en bred palet af tilbud, der giver den enkelte beboer en indholdsrig hverdag. Nogle har også en specifik funktion på deres bosted. Det kan eksempelvis være en tjans i køkkenet eller med at passe dyrene. Andre har også et arbejde ude af huset i det antal timer, der passer til dem. Igen handler det om at strikke en hverdag sammen, der passer til den enkelte, fortæller Frants Laustsen.

- Vi har beboere i alderen fra 18 til 50 år, som har udfordringer med autisme, beslægtede lidelser eller gennemgribende udviklingsforstyrrelser. Vi samarbejder med en lang række kommuner fra hele landet.

- Vi fungerer både som et midlertidigt tilbud inden for paragraf 107 og et længerevarende tilbud inden for paragraf 108, slutter Frants Laustsen, hvis idé og tilgang til tingene i den grad har vist sig at være rigtig god. Ikke mindst for beboerne.

Hygge og samvær. Privatfoto
Annonceret indhold

Nyeste