Travle og dygtige dukkeførere. Foto: Helge Søgaard
Livet her

Dukkerne livet op i Kinorevuen

Skørping Marionetteater opfører H. C. Andersens eventyr Nattergalen

26. september 2021 kl. 10:00

Inde bag det store lærred i Kinorevuen i Skørping findes der en ganske lille scene, som kan noget helt specielt. Det er nemlig her, dukkerne får liv i Skørping Marionetteater, der er en ganske særlig kulturinstitution, som ikke finder sin lige andre steder i Danmark.

Lige nu øver man på H. C. Andersens Nattergalen, der har premiere lørdag 9. oktober.

Bestyrelsesformand Else Marie Almeborg og instruktør Jakob Oschlag sammen med H. C. Andersen. Foto: Helge Søgaard

- Det er et rigtigt dejligt eventyr, som udkom i 1843, hvor H. C. Andersen udgav et bind med fire eventyr. Et af disse var eventyret om Den grimme Ælling, der blev til en smuk svane, som i virkeligheden er beretningen om H. C. Andersens eget liv. Men i samme bind fandt man også eventyret om Nattergalen, fortæller instruktør Jakob Oschlag, der har travlt med at finpudse forestillingen sammen med dukkeførerne.

- H. C. Andersen havde set de såkaldte kineserier i det dengang nyåbnede Københavns Tivoli, og her blev han inspireret til at skrive eventyret om Nattergalen, supplerer Runa Lauritzen, der er sekretær i Skørping Marionetteater.

Fra kejserens smukke have, hvor nattergalen synger. Foto: Helge Søgaard

Nattergalen handler om en mekanisk nattergal, der får al opmærksomheden hos kejseren af Kina på bekostning af den rigtige og mere undseelige nattergal. Men da kejseren bliver syg, kan han ikke reddes af den kunstige, som jo skal trækkes op, og i stedet frelses han af sangen fra den rigtige og ægte nattergal.

- I virkeligheden er det H. C. Andersens fordybelse i hans egen kunst, og dermed et billede af ham selv som digter, der ligger bag historien om Nattergalen, fortæller instruktør Jakob Oschlag.

- H. C. Andersen er selve nattergalen og dermed den ægte kunst, der har svært ved at opnå anerkendelse. I modsætning til den kunstige fortolkning af kunsten på datidens teatre og især den såkaldte Heibergske skole, som den berømte digter kaldte Formskærerlauget. Mest fordi alt gik efter bestemte regler og formkrav, som lå langt fra digterens egen fortolkning af kunsten i eventyrenes verden, forklarer Jakob Oschlag.

Jakob Oschlag har arbejdet som instruktør gennem de seneste 50 år på en række teatre i Sverige og Danmark, blandt andet Odense Teater og Folketeatret i København, og ikke mindst haft et 30-årigt samarbejde med Skørping Marionetteater.

Sekretær Runa Lauritzen (tv) og lydtekniker Bodil Tvedegaard. Foto: Helge Søgaard

Marionetter gennem 45 år

- Skørping Marionetteater nærmer sig sin 45 års fødselsdag og blev i sin tid stiftet på opfordring af Denise Bindeballe, der også bragte de første dukker med til Skørping. Hun kom oprindeligt fra Schweiz, og hendes dukker var skåret i hånden af lindetræ. Siden hen er det blevet til mange andre dukker, i alt cirka 50 af slagsen, som alle får liv gennem kostymer og ikke mindst de dygtige dukkeførere, der lever sig ind i figurerne, lyder det fra formanden for Skørping Marionetteater Else Marie Almeborg, der selv er dukkefører på forestillingen Nattergalen.

- Vi udfordrer hinanden, hver gang vi sætter en forestilling op. Det tager cirka et års tid at forberede stykket, der som alle andre teaterforestillinger tager udgangspunkt i et manuskript. Hertil kommer lydbånd, som sætter både musik og stemmer til forestillingen, der skal laves scenografi, sættes lys og alle dukkeførerne skal lære stykket helt udenad, fordi man jo ikke kan både føre dukker og samtidig støtte sig til et manuskript, forklarer sekretær Runa Lauritzen.

Og det stopper ikke her, fordi ganske som hvis det var rigtige skuespillere, skal der laves kostumer, sceneprøver og flere gennemspilninger, inden instruktøren finder, at nu sidder forestillingen, hvor den skal, så børn og voksne kan begejstres og ikke mindst forundres.

Kejseren på sin trone. Foto: Helge Søgaard

Ud over scenekanten

Så traditionerne lever i bedste velgående på Skørping Marionetteater, der engang imellem også rykker uden for hjemmescenen i Skørping. I august opførte man et stykke på selveste Louisiana i Humlebæk, så der er virkelig tale om teaterkunst, der på flere måder når ud over scenekanten.

Forestillingen spilles i første omgang hhv. 9. og 10. samt 24. oktober. Den er rettet mod såvel børn som voksne, og den gennemgående fortæller i historien er selveste H. C. Andersen.

Og vil man høre Nattergalen synge i en anden fortolkning, så kan man opleve dansk teaters førstedame Ghita Nørby fremføre Nattergalen sammen med blokfløjtevirtuosen Michala Petri og strengemesteren Lars Hannibal på Skørping Bibliotek 10. oktober, men gå nu ikke glip af den mageløse forestilling på Skørping Marionetteater.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu