Fællessang i børnehøjde i Arden. Privatfoto
Livet her

Fællessang for både store og små

Korskole glæder sig over fin opbakning til fællessangsarrangementer i fjordkommunen

07. september 2021 kl. 13:08

Der var god opbakning fra både store og små, da Mariagerfjord Korskole i den forgangne uge inviterede til fællessang på tre forskellige lokationer i fjordkommunen.

Netop fællessang i fysisk form har ellers været en nærmest bandlyst aktivitet under corona.

Og alsang-arrangementerne i Mariagerfjord viste da også klart, at mange i lokalområdet har savnet at kunne mødes og synge sammen igen.

- Der sker noget særligt, når man er i det fællesskab, hvor stemmer blander sig, konstaterer Nana Ellebæk Bjerg, som var en af dem, der lagde vokal til fællessangen i fjordkommunen.

Koncerterne havde forskellige temaer.

Til mandagens koncert blev der sunget fællessang i børnehøjde. Under bagende sol hoppede og grinede både forældre og børn, mens de sang med på både ”Tju bang chokolademand” og ”Mariehønen evigglad”, som blev spillet af et lærerband fra Mariagerfjord Kulturskole.

Fællessang i Rosenhaven i Mariager med ”De Gode Mænd”. Privatfoto

Tirsdag aften var der fællessang for dem, som elsker at synge med på gode gamle klassikere.

I Rosenhaven i Mariager strømmede flere og flere til, som tiden nærmede sig det første strøg på violinen fra lokalbandet ”De Gode Mænd”.

Bandet og sangerinden Maj-Lis fra Kulturskolen fik solid opbakning fra de fremmødte, som sang med fra tilskuerpladserne blandt talrige rækker af roser.

Anita (tv) og Kirsten var begge med til at synge i fællessang i Rosenparken i Mariager, og det nød de i fulde drag. Privatfoto

To af de fremmødte, Anita og Kirsten, glædede sig samstemmende over, hvor dejligt de havde haft det under arrangementet.

- Jeg bliver så glad. Og så synes jeg, det er dejligt at komme hjem, og så kan man sætte sig og fundere over aftenen, bemærker Kirsten.

Tilhørere i alle aldre fandt vej til Store Torv i Hobro, da juniorkoret og drengekoret sang pophits, som publikum kunne synge med på.  Privatfoto

Ugens tredje og sidste fællessangsarrangement foregik på Store Torv i Hobro, hvor Juniorkoret og Drengekoret sang for på det ene pop-hit efter det andet.

Sangen bredte sig ud i gaden. Flere rundede nysgerrigt gadehjørnerne for at se, hvad der foregik, og under hele arrangementet sang den fremmødte flok gladeligt med på aftenens ørehængende udvalg af sange.

Hele Danmark var i øvrigt inviteret til at synge med under alsang-ungen, som varede fra 30. august til 5. september med arrangementer overalt i landet.

De tre arrangementer i Mariagerfjord Kommune var en del af dette initiativ, og arrangementerne i Mariagerfjord blev støttet af alsang og Nordea-fonden.

Mariagerfjord Korskole har senere på året flere lignende arrangementer i støbeskeen.

Annonceret indhold

Nyeste