Pigefodbold var en af dagens discipliner. Privatfoto
Livet her

Genbrugstøj gav point til aktivitetsdag

Gymnasieelever dystede på nål og tråd - og i en masse andre discipliner

06. september 2021 kl. 10:45

Straks fra morgenstunden kunne man mærke, at det var en ganske særlig dag på Vesthimmerlands Gymnasium og HF, da den årlige traditionsrige aktivitetsdag skulle afholdes forleden. Og sjældent har septembers himmel været så blå til lejligheden....

I billedkunstlokalet i kælderetagen skulle hver klasse stille med en tre-fire elever til en konkurrence i ”recycling fashion”. Der skulle fremstilles et sæt tøj, en form for hovedbeklædning og en taske/et net, lavet af genbrugsmaterialer.

Klasserne havde hjemmefra medbragt de fleste materialer, mens skolen stillede pap, papir, sakse, nåle og tråd til rådighed.

Det kom der en masse både flotte og sjove resultater ud af. Resultater, der blev præsenteret over middag fra scenen i fællesområdet.

Den vindende klasse af denne konkurrence fik 600 points.

Også på beachvolley-banen var der mulighed for at hente point. Privatfoto

På udendørsarealerne ved ”det grønne klasseværelse” var der også aktivitet: Biologilærerne Anne Becher og Karsten Hessellund stod klar for at instruere klasserne i at plante træer.

Det kunne man nemlig også opnå points ved.

Derudover kunne klasserne få points ved at deltage i nogle traditionelle fysiske aktiviteter. F. eks. hvis klassen gennemførte et stafetløb à 20 omgange på fortovet rundt om skolen.

En fortjent pause i alle aktiviteterne. Privatfoto

Der var også turneringer i fodbold, ultimate, beachvolley, floorball, ro-stafet og boccia, og endelig kunne man yderligere aktivere hjernecellerne ved brætspil på biblioteket eller ved at vinde i videospillet gran turismo.

Hvis man overtalte en lærer til at deltage på sit hold, kunne man optjene ekstra points, ligesom man kunne udfordre andre klasser til at dyste i alternative aktiviteter.

I forbindelse med aktivitetsdagen var der også mulighed for at udfordre andre klasser i alternative aktiviteter. Privatfoto

Ved dagens afslutning viste det sig, at 3k havde opnået flest points og dermed ret suverænt vundet en gang Bøf & Bowl.

3x blev nr. 2, og en 1.g-klasse, 1b, opnåede en flot tredjeplads.

Men vigtigst af alt: Alle havde haft det sjovt, og sammenholdet var blevet styrket.

Undervejs kunne deltagerne stille sulten med burgere ved den udendørs gasgrill.

Annonceret indhold

Nyeste