Stefan Berg i lagerhallen. Foto: Helge Søgaard
Livet her

Global Tools sælger værktøj og meget andet på nettet

Prismodtager i 2020 har endnu mere fart på i dag

09. oktober 2021 kl. 09:00

Forretningsprincippet var oprindelig først at købe varen hjem, når produktet var solgt. Det gælder fortsat, men der er alligevel blevet behov for lagerkapacitet på cirka 600 kvadratmeter fyldt med høje etagereoler.

- Global Tools handler med værktøj og værktøjsmaskiner, som dækker over en meget bred palet af alt fra håndværktøj til søjleboremaskiner, drejebænke, mindre maskiner, men også frugtpressere til efterårets høst af æbler, sikkerhedsudstyr og meget andet, lyder det fra grundlægger og indehaver af Global Tools Stefan Berg.

Kunderne spænder lige fra produktionsvirksomheder, håndværkere og skoler til den aktive pensionist, der kaster sig ud i nye hjemmeprojekter, der kræver et specialværktøj. Købt på nettet vel at mærke!

- Men selvom salget foregår på nettet, så sker det faktisk ofte, at kunderne kommer forbi for at få en snak om en maskine eller et andet lidt større indkøb, inden der klikkes på køb, forklarer Stefan Berg.

- Det var faktisk også en af grundene til, at vi nu er flyttet i større lokaler, fordi det har givet os mulighed for at indrette en del af lagerhallen til et showroom, fortsætter den energiske ejer af Global Tools, der også understøtter salget med et team af salgs- og servicesupportere målrettet såvel det danske som det norske og svenske marked.

Stefan Berg i kundecentret. Bag ham (fra venstre) Camilla Nielsen, Gorm Lyhne og Kjeld Berthelsen. Foto: Helge Søgaard

Nul lager – næsten!

Stefan Berg er oprindelig fra Viborg uddannet i en værktøjsbutik og interesseret i online handel, som det hed, dengang han startede sin forretning på nettet i 2010. Først som en fritidsbeskæftigelse hjemme fra privaten ved siden af et full-time job. Derfor var forretningskonceptet dengang, at der ikke skulle lagerføres, samt at varerne først skulle købes hjem, når de var solgt, hvilket helt grundlæggende er et rigtigt god og smart forretningskoncept.

Forretningen voksede, og det blev til lokaler først i Aalborg, og derefter en årrække i Business Park Nord i Støvring, samtidig med at fuldtidsjobbet blev skiftet ud med Global Tools. Men behovet for at have ting på lager voksede alligevel, så derfor flyttede virksomheden ind i større lokaler på Porsborgparken i Støvrings erhvervsområde lige op ad motorvejen.

- Når vi konstaterer, at en vare sælger godt på nettet, er det blevet helt naturligt, at vi tager et mindre parti hjem. Dels for at opnå bedre priser, men også for at sikre hurtig levering, lyder det fra Stefan Berg.

- Men det er aldrig sådan, at vi har store mængder liggende på lager, så dermed holder det oprindelige forretningskoncept til dels også i dag. Det er nok mere variationen af vareudbuddet, der fylder lageret frem for store mængder af den enkelte varer, forklarer Stefan Berg.

Varegrupperne fastsættes efter, hvad der er efterspørgsel på, hvad der er oppe i tiden, og ikke mindst om varerne er egnet til nethandel. Det sidste kræver, at producenten eller importøren af varerne kan levere billeder, tekster, beskrivelser, således at varen kan præsenteres offensivt på nettet.

- Mange virksomheder har et website med en lidt defensiv vinkel. Her er websitet selve salgsplatformen, så derfor skal varen være egnet til at blive solgt online, forklarer Stefan Berg.

Global Tools i Støvring. Foto: Helge Søgaard

Endnu mere vækst

I 2020 fik virksomheden Rebild Erhvervsråds Vækst- og Udviklingspris med baggrund i en imponerende vækst og udvikling af det specielle forretningsprincip. Siden da rullede corona og restriktioner ind over markedet, hvilket faktisk endte med en endnu større vækstfremgang. Byggeri, produktion og ikke mindst folks hjemmeprojekter, hvor folk bygger alt muligt til huset og haven, steg til nye højder, og det har givet øget omsætning på nethandlen af de værkstøjer og produkter, der skal til for at realisere alt dette.

- Samtidigt flyttede vi i vore nye lokaler, så der har virkelig været fuld fart fremad, lyder det fra Stefan Berg, der også ser positive følgevirkninger, som logistik, nærhed til motorvejen og nemmere adgang for såvel kunder som medarbejdere i kølvandet på en ny placering.

- Erfaringen er også, at kunderne har fået nye vaner, når det gælder indkøb, lige som de er blevet mere trygge ved nethandel end nogensinde tidligere. Derfor er vi helt sikre på, at vi slet ikke har nået toppen af mulighederne på nettet endnu, slutter Stefan Berg.

Annonceret indhold

Nyeste