Karensmindeskolen i Støvring vandt sidste år prisen som årets bedste Naturvidenskabsfestival-arrangør. Mandag indløses belønningen, når alle skolens 700 elever tager på fælles skoleudflugt til Energimuseet i Bjerringbro. På billedet ses viceskoleleder Jette Pulsen m. fl. ved prisoverrækkelsen.  Arkivfoto: Claus Søndberg
Livet her

Hel skole tager af sted på udflugt

Ikke færre end 13 busser skal der til, når Karensmindeskolen mandag drager til Bjerringbro

16. september 2021 kl. 13:32

For første gang i rigtig mange år skal alle Karensmindeskolens cirka 700 elever i Støvring mandag af sted på fælles skoleudflugt.

Til formålet er der bestilt ikke færre end 13 busser, og målet for udflugten er Energimuseet i Bjerringbro.

Turen til det midtjyske er belønningen for, at Karensmindeskolen sidste år vandt Astra-prisen som Årets arrangør af Naturvidenskabsfestivalen.

Museumsbesøget i Bjerringbro skal dels gøre Karensmindeskolens elever klogere på energiens historie og på hvilke muligheder, fremtiden bringer for den grønne omstilling.

Derudover får dagen karakter af en venskabsdag, hvor de ældste elever på turen har medansvar for de yngre elever - og på den måde knytter bånd på tværs af skolen.

- Jeg håber, at en skoledag som denne bliver en af de dage, eleverne husker tilbage på med glæde om mange år. Og at den samtidig kan være et bidrag, som eleverne senere kan tage afsæt i, når de skal træffe beslutninger vedrørende deres fremtidige levevilkår.

- Når jeg tænker på fremtiden, har jeg en forhåbning om, at vore elever som voksne har en viden og et værdigrundlag, som resulterer i, at de træffer bedre beslutninger, end vi voksne gør i dag, bemærker Jette Poulsen, viceskoleleder på Karensmindeskolen.

Annonceret indhold

Nyeste