Den store idrætshal i Als var fyldt med gæster, der spiste flere hundrede kg. schnitzel på tysk maner. Foto: Ejlif Rasmussen
Livet her

Idrætshal omdannet til sydtysk bierstube

Oktoberfest i Als blev en stor succes

11. oktober 2021 kl. 09:05

Arrangørerne af weekendens Oktoberfest i Als Hallen kunne ikke kun glæde sig over fuldt hus til spisning af tyskinspireret schnitzel, men også over at det både var unge og ældre fra byen og omegnen, der mødtes i festligt lag og som kunne more sig sammen.

Der blev budt til bords først på aftenen, og de sidste forlod først hallen, efter at orkestret Petrols havde pakket sammen et par timer ind i søndagen.

Mange af gæsterne havde klædt sig sydtysk, og de var bænket ved lange borde, der hver havde et tysk bynavn. På billedet Dortmund. Foto: Ejlif Rasmussen

Det var 10. gang, der blev holdt oktoberfest. Det har været en årligt tilbagevendende begivenhed, normalt i september, bortset fra 2020, hvor coronakrisen betød aflysning. Efter åbningen af samfundet besluttede initiativtagerne at gennemføre festen i år - og dét med stor succes.

Det er en række af de lokale foreninger i landsbyen, der stiller arbejdskraft til rådighed. De pågældende foreninger får så efterfølgende del i overskuddet. Der har i alle årene været tale om et betydeligt beløb, der er fordelt.

Mange af de flere hundrede gæster var klædt sydtysk. Flere herrer i korte bukser holdt oppe med seler og med hovedbeklædning, og adskillige af selskabets damer havde også været i gemmerne eller på lånemarkedet for at falde naturligt ind i billedet.

Der var også en kostald med specialiteter. Foto: Ejlif Rasmussen

Op til festen pågik et stort arbejde med at omdanne den store idrætshal til en sydtysk bierstube i stor størrelse. Det normale neonlys i hallen var slukket og erstattet af lysranker, og der var opbygget en bar, hvor gæsterne i aftenens løb kunne forsyne sig med hovedsageligt øl, man hentede i store krus.

Da aftenens schnitzel med tilbehør, leveret fra den lokale slagter, var spist, bød orkestret Petrols op til dans, og gulvet var fyldt indtil, der blev takket af ud på de små timer.

Selv om man var til fest og på vej efter øl, kunne man godt følge med i, hvordan det gik det danske fodboldlandshold. Foto: Ejlif Rasmussen

Den megen fysiske aktivitet på dansegulvet betød for en mange fornyet sult i løbet af aftenen. Det var der også taget højde for, idet en pølsevogn udenfor hallen var parat med kogte og stegte hotdogs. Her var der travlhed fra boden åbnede ved midnat.

Søndag rykkede et nyt hold frivillige ind i hallen. Der stod oprydning og rengøring på programmet.

Annonceret indhold

Nyeste