Helle Aagaard og René Højen. Privatfoto
Livet her

Lokal ejendomsmægler byder kompagnon velkommen

Med René Højen som ny partner satser Helle Aagaard nu på at udvide Skørping Mæglerens geografiske dækningsområde

11. september 2021 kl. 10:00

Ejendomsmægler Helle Aagaard har stået i spidsen for Skørping Mægleren i 23 år. Det gør hun fortsat, men nu med en kompagnon ved sin side.

49-årige Rene Højen har købt sig ind som ligeværdig partner hos Skørping Mægleren, der samtidig gerne vil udbygge sit geografiske dækningsområde.

Helle Aagaard besluttede tidligere på året, at hun gerne ville have en kompagnon ind i sin ejendomsmæglervirksomhed. Hun indrykkede derfor en annonce i avisen, men allerede inden den var gået i trykken, ringede René Højen lidt tilfældigt for at høre, hvordan det gik - og for at få en snak om løst og fast. Helle og René har tidligere arbejdet sammen hos en anden ejendomsmægler i Hobro tilbage i halvfemserne.

- Ja, det var lidt tilfældigt, men også perfekt timing, at René ringede. Vi fik i hvert fald nogle gode snakke, og da vi jo kender hinanden fra tidligere, ved vi også, hvad den anden står for.

- Vi har den samme grundholdning til ordentlighed, grundighed, kundeservice og mange andre ting, men er alligevel også så tilpas forskellige, at vi supplerer hinanden rigtigt godt.

- Så jeg er glad for, at vi fandt ud af tingene, og at jeg kunne byde René velkommen som partner hos Skørping Mægleren, fortæller Helle Aagaard, og fortsætter:

- Baggrunden for mit ønske om at finde en partner var dels travlhed, dels lyst til at få nye øjne og ny inspiration ind i virksomheden, at fremtidssikre forretningen og så vil vi også gerne udvide vores geografiske dækningsområde, både mod nord og syd. Det var vigtigt for mig, at det blev en ligeværdig partner, så jeg var sikker på, at det er en person, der går ind i det med hjerte og sjæl, og det har jeg virkelig fundet i René, fortæller hun.

"Jeg har kæmpe respekt for den forretning og det omdømme, som Helle har bygget op gennem de sidste 23 år. Det er jeg superglad for, og stolt af, at blive en del af", fortæller René Højen. Foto: Privat

Bred erfaring

49-årige René Højen kommer med en solid erfaring som ejendomsmægler, kombineret med erfaring fra både den finansielle sektor og forsikringsbranchen.

- Jeg har kæmpe respekt for den forretning og det omdømme, som Helle har bygget op gennem de seneste 23 år. Det er jeg superglad for og stolt af at blive en del af, fortæller René Højen og fortsætter:

- Jeg ser virkelig frem til udfordringerne og glæder mig til at være med til at sætte mit præg på tingene, herunder også være med til at tage nogle skridt fremad, blandt andet ved at udvide vores dækningsområde, som fremover vil spænde fra omkring Støvring i nord til Hobro i syd.

- Vi vil fortsat hedde Skørping Mægleren, men med undertitlen ”Højen & Aagaard” og med lidt justeringer i logoet. Vores kontor vil også fortsat være på Torvet i Skørping, så der bliver på den måde ikke de helt store revolutioner. Vi vil fortsætte i det gode spor, Helle har skabt og været kendt for, fortæller René.

René Højen bor privat i Hobro sammen med hustruen Marianne og parrets tre børn. René er aktiv både iført løbesko og på mountainbike. Med hensyn til sidstnævnte hænder det ind imellem, at han cykler til og fra hjemadressen i Hobro til kontoret i Skørping. En ekstra bonus ved at være blevet en del af Skørping Mægleren.

Renés indtræden i Skørping Mægleren markeres ved en reception fredag 1. oktober fra kl. 14 til 17.

Annonceret indhold

Nyeste