Den nyvalgte næstformand i Støvring-Sørup Lokalråd, Kristian Diego Beck Pedersen, som her ses til venstre sammen med tidl. lokalrådsmedlem Mogens Dam Andersen, hører gerne fra borgere, der har ideer til, hvordan lokalrådet i fremtiden kan blive et større aktiv for dem. Arkivfoto
Livet her

Lokalråd vil bruge tid på at gentænke sig selv

Svært at tale med én stemme for over 9000 indbyggere, konstaterer den nyvalgte formand for Støvring-Sørup Lokalråd, Louise Nors

17. september 2021 kl. 10:52

Hvordan kan Støvring-Sørup Lokalråd i fremtiden blive et mere aktivt talerør for de to byer i forhold til Rebild Kommunes forvaltning og byråd?

Det spørgsmål vil lokalrådets nyvalgte bestyrelse bruge en hel del af tiden - og energien - på at fundere over frem mod den kommende generalforsamling i foråret 2022.

- Tilsammen har Støvring og Sørup over 9000 indbyggere og tegner sig dermed for næsten 1/3 af Rebild Kommunes samlede indbyggertal.

- Kommunens øvrige otte lokalråd dækker hver især et langt mindre antal indbyggere og vil derfor typisk have noget nemmere ved at favne alle lokale forhold og synspunkter.

- Her har vi som lokalråd en noget større udfordring, når vi forsøger at ”tale” med én stemme for de to byer Sørup og Støvring, konstaterer den nyvalgte formand for Støvring-Sørup Lokalråd, Louise Nors.

Til årets generalforsamling i Sørup Forsamlingshus var fremmødte desværre ikke helt så talstærkt, som bestyrelsen på forhånd havde håbet på.

Bl. a. på den baggrund har lokalrådet nu også ændret sine vedtægter, så der i fremtiden bliver mulighed for at afvikle generalforsamlinger online.

Derudover vil lokalrådet - som nævnt - bruge de kommende måneder på at gentænke lokalrådets format, tilgang og i bund og grund eksistensgrundlag.

Herunder om lokalrådet evt. helt skal nedlægges i den eksisterende form.

- Vi aftalte på generalforsamlingen, at den nye bestyrelse skal bruge tiden hen imod næste generalforsamling i foråret 2022 på at finde bud på, hvordan vi som lokalråd bliver en mere aktiv spiller i lokalsamfundet, og på generalforsamlingen til foråret vil vi så sætte disse bud og ideer til debat.

- Og i den forbindelse hører vi selvfølgelig også rigtigt gerne forslag fra byernes borgere, foreninger og erhvervsliv til, hvordan de tænker, at vi kan blive et aktiv for dem i lokalrådet. Vi er altid interesseret i dialog og debat, som gør os klogere, understreger den nyvalgte næstformand i Støvring-Sørup Lokalråd, Kristian Diego Beck Pedersen.

På generalforsamlingen konstituerede lokalrådet sig med Louise Nors som formand, Kristian Diego Beck Pedersen som næstformand, Pia Bøgelund Ravnholt som sekretær, Torsten Topbjerg som kasserer og Allan Jensen som ordinært medlem og Ingrid Buus som suppleant.

Næstkommende møde i lokalrådet finder sted i starten af oktober.

- Og sidder du og/eller din forening med forslag til, hvordan lokalrådet i fremtiden bedre kan understøtte den lokale udvikling, så skriv endelig til os, opfordrer formand Louise Nors.

Forslag og input kan sendes til den nyvalgte lokalrådsformand på mail-adressen Lrn.nors@gmail.com

Annonceret indhold

Nyeste