Der er dækket op til 112 mennesker, så der også er plads til dans i Thulstedhus i Helberskov. Privatfoto
Livet her

Renoveret køkken bestod sin prøve

112 gæster til høstfest i Thulstedhus i Helberskov

06. oktober 2021 kl. 14:02

Efter at køkkenet i forsamlingshuset Thulstedhus i Helberskov har været lukket i en måned på grund af renovering, kom der i den grad gang i kødgryderne igen, da borgerforeningen i byen holdt sin 20. høstfest

Køkkenet bestod sin prøve. Der blev tilberedt tre retter mad til 112 gæster, og inden de dansende forlod huset, blev der serveret natmad. I aftenens løb stod den også på kaffe og småkager.

Alt i alt blev det en særdeles vellykket fest, oplyser Birgitte Buus fra borgerforeningen.

- Det var tydeligt, at de mange gæster har trængt til at komme ud og more sig nu, hvor corona-restriktionerne er ophævet, siger hun.

Borgerforeningen glæder sig over den store opbakning.

Det var orkestret Before, der leverede dansemusikken, og det var også 20. gang, de spillede til høstfesten i forsamlingshuset.

De sørgede for, at dansegulvet var fyldt fra første til sidste dans.

Birgitte Buus gætter på, at der også holdes høstfest for 21. gang næste år ved samme tid på året.

Annonceret indhold

Nyeste