Spejderlederne Birgitte Wilsted Simonsen og Louise Abildgaard Hansen varmer spejderne op inden starten på Impeesa-natløbet.  Privatfoto
Livet her

Spejdere fik bevist, at de ikke er mørkerædde

110 unge spejdere fra hele Himmerland stillede på tværs af korps til start i natløb i Skørping

25. oktober 2021 kl. 11:07

For første gang siden det allerførste ”Impeesa”-natløb i 1973 måtte arrangørerne i fjor skride til aflysning af det eneste tværkorpslige spejderløb i Himmerland, men heldigvis var der kun tale om en enlig corona-svale.

Fredag var arrangementet tilbage på spejder-kalenderen.

Det er spejdere fra 4. til 6. klasse, der kan deltage, og i patruljer stillede de op foran Skørping Skole, mens enkelte regndråber faldt fra en grå skumringshimmel.

Spejderne kom fra Det Danske Spejderkorps, KFUM, De Grønne Pigespejdere, De Gule Spejdere og Danske Baptisters Spejderkorps.

Mens mandskabet på løbets otte poster fik en fælles introduktion, stod de to spejderledere og løbsansvarlige, Birgitte Wilsted Simonsen og Louise Abildgaard Hansen, for at få de godt 110 forsamlede spejdere gjort klar til løbet.

Spejderne fik blandt andet lært at sige ”shhhhhhh” og ”put nu den mobiltelefon i lommen” til de forældre, som nogle patruljer skulle have med rundt på turen.

”Impeesa er et gammelt spejderudtryk, der betyder ”Ulven, der aldrig sover”, så det er et passende navn for et natløb. Her gælder det nemlig om at holde sig vågen, indskærpede Birgitte Wilsted Simonsen og Louise Abildgaard Hansen spejderne inden starten.

Man skal helst ikke være mørkeræd, hvis man i fire timer skal løbe natløb i en mørk skov ved Skørping og løse forskellige opgaver. Privatfoto

Præcis kl. 19 blev spejderne sendt af sted på 5 km ruten rundt i skoven, og i de næste fire timer blev der arbejdet med at løse opgaver.

Spejderne skulle bl. a. bygge et lille tårn af rafter og fra toppen sende en morsebesked, de skulle samle en trangia og løse forskellige samarbejdsopgaver.

Ud over den faglige viden, så blev også dystet i Turn out, der er en vurdering af spejdernes til- og fra melding på posten samt samarbejde og god tone under løsningen af opgaver.

Ved midnatstid var det nogle trætte og lidt våde spejdere, der igen samlede sig ved Skørping Hallen for at høre hvem, der havde klare sig bedst til løbet.

De 110 deltagere i Impeesa-natløbet kom hhv. fra Det Danske Spejderkorps, KFUM, De Grønne Pigespejdere, De Gule Spejdere og Danske Baptisters Spejderkorps. Privatfoto

I kategorien Turn out var det en patrulje fra Danske Baptisters Spejderkorps i Vaarst, der vandt, mens den samlede konkurrence blev vundet af en patrulje fra Det Danske Spejderkorps i Skørping.

Spejderleder Birgitte Wilsted Simonsen betegner efterfølgende ”Impeesa-natløbet som noget helt specielt.

- Vi får sådan en aften vist, at selv om vi kommer fra forskellige uniformerede korps, så kan vi selvfølgelig arbejde sammen om at løfte en opgave som et natløb.

- Spejderne bemærker nok, at det er forskellige uniformer, men det er løbets indhold og det at gå i nattemørket, som er det vigtigste, fremhæver hun.

Hos arrangørteamet er de første tanker om Impeesa 2022 allerede gjort - og tankerne har også allerede strejfet løbet i 2023, der skal markere 50 års samarbejde mellem de uniformerede korps i Himmerland.

Annonceret indhold

Nyeste